Julehygge

Øv så blev vi desværre også ramt af sygdom herhjemme.  Og så lige i julen,  hvor man i forvejen er bagud med tiden.

Heldigvis er vi friske igen, så nu skal vi give den baghjul i weekenden.
I dag har vi lavet risalamande og jeg har lavet flødekarameller.

Nu venter vi bare på at bliver færdig med at stå på køl, så vi kan hygge os i stormvejret,  med levende lys og julekalender.

2. Søndag i advent

Vi bruger søndagen på at hygge ig forhåbentlig nå alt det vi stadig ikke har nået.

Nissen havde som sædvanlig gemt gaverne om søndagen,  så pigerne måtte en tur rundt i lejligheden,  før de kunne åbne deres gaver.

Og så skal vi selvfølgelig bruge søndagen på endelig at få de berømte havregrynskugler. Dem kan vi ikke undvære herhjemme. Der ligger også en opskrift på dem, fra sidste år ;-)

Som det kan ses er arbejdsfordelingen herhjemme,  at storesøster arbejder og lillesøster nyder.

Jul - hygge eller konkurrence?

Jeg er efterhånden kommet lidt i tvivl. Det blomstre i disse dage, med billeder af juledekorationer, julekalendere, gaver, hjemmebagte kager, hygge og nissedrillerier, der alt samme skal overbevise vores venner og familie om at her er en overskuds mor, der bare har styr på sit shit.
Og nej, selvfølgelig er jeg selv, ingen undtagelse. Selvfølgelig gør jeg det også selv, for hvilken mor med respekt for sig selv, ønsker at komme bagud i jule hyggen, julebageriet og jule overskuddet?

Men lad os lige stoppe op og mærke lidt efter. Er det stadig hygge eller er det hele blevet en viral konkurrence og et kæmpe pres der dunker oven i hovedet og skriger "hvad skal jeg lave i dag, så jeg kan vise det på facebook?"

Og hvorfor gør vi det så egentlig? Hvorfor har vi det behov for at vise alle de ting vi kan og alt det smækre lækre overskud som vi har (læs: ikke har)?

Hvis du spørg mig, er svaret ganske simpelt. Fordi alle de andre gør det.
Og jo, min mor lærte også mig at jeg ikke behøvede at gøre ligesom alle de andre
"fordi de andre går over for rødt betyder det ikke at du også skal gå over for rødt" lyder stadig som en mekanisk stemme i mit hoved.

Men hvis jeg så lige skal tage mig selv lidt i forsvar, så ser alle de andres billeder jo så flotte, lækre og overskudsagtige ud. Selvom de lige har bagt en kæmpe kagedåse fuld af julekager, er der ikke det mindste rod at spotte på deres smukke, velzoomede billede. Eller gemmer det sig på alt det jeg ikke kan se uden om billedet? Nej vel, det jo ku mit køkken der ser så rodet og sjusket ud.

Og på det sidste billede de lagde op af sig selv, så de jo bare så drøn smarte ud. Håret var sat, tøjet var smart og uden pletter fra nussede børnefingre eller babygrød. Makeuppen var lige i skabet og de så så glade, friske og lykkelige ud.
Jo jeg stod da selv en time foran spejlet, inden jeg tog det billede, som jeg selv sidst lagde op. Og jo jeg tog måske også billedet fordi jeg havde en smart ny bluse der lige skulle vises frem. Men sådan er det jo ikke med de andre vel? Jeg er sikker på at deres billede er taget helt spontant og selv nu efter 2 timers småkagebagning, ser de da garanteret lige så smukke og friske ud - og uden pletter på tøjet.

Så jeg får en smule præstations angst når jeg skal tage et billede af mine halvbrændte kager (hvis jeg altså havde nået at lave dem endnu) eller når jeg skal vise mine børns kalendergaver. Nok er de valgt med kærlighed, nok er de hængt på en gren, som vi i familien synes var så fin og god en ide´. Og lille C har pyntet det med sine fine perleplader og Drømmemanden og jeg, brugte hele aftenen på at pakke ind og gøre det fint. Alt sammen for at glæde vores skønne prinsesser og forkæle dem ekstra meget i julen.
Herhjemme elsker vi vores træ vi elsker kalendergaverne og vi elsker pynten - det er bare spot on, fyldt med kærlighed og hygge. Men ak - er det nu også godt nok til facebook?

Så derfor spørg jeg - Er julen stadig hygge, eller er det blevet en konkurrence om hvem der kan vise de fleste billeder, de flotteste billeder, de billeder der oser mest af overskud.
Hånden på hjertet, så fantastisk kan folk sku da ikke have det var? Så rosenrødt og sukkersødt, kan ingenting være. Og hvis det kan for en enkelt eller to, så er det helt bestemt fantastisk for dem, men kunne de så ikke også lige være søde og fortælle os andre hemmeligheden?

Så nu vil jeg stå af overskuds karruselen og indrømme at jeg allerede nu (kun 3 dage inde i julen) har misset flere af de ting jeg havde planlagt at jeg skulle gøre

1.  Vores kalenderlys blev først lavet i går (d. 2. dec) - frygtelig pinligt og ikke spor god mor stil, men jeg har lavet så meget andet, at gran ikke lige stod øverst på min to do liste.
2.  I går lovede jeg pigerne at vi skulle lave havregrynskugler. Vi havde været til tandlægen og derfor var vi alle 3 tidligere hjemme end normalt. Så granet fik vi købt og juledekorationen fik vi lavet. Vi købte også ind til havregrynskugler, når vi nu alligevel var ude og handle. Men efter en dag med tandlæge, handle og juledekoration, blev jeg så træt at jeg satte en film på til pigerne og kastede mig på sofaen i stedet for. Om aftenen skulle vi til fødselsdag og så må man gerne slappe inden. 
3.  Selvom jeg fint har vist vore gavetræ, har jeg faktisk (hvis jeg nu skal være helt ærlig) ikke fået købt alle gaverne endnu. 

Normalt får pigerne jo ikke kalendergaver, så meningen var jo at det skulle ses som noget ekstra. Derfor mente jeg nu heller ikke at alle gaver behøvede være lige store. En chokolademand, en rosinpakke, en lille slikkepind eller andet nogle af dagene var da helt fint.
Til gengæld var der jo også mange gaver med gode, sjove, søde og spændene ting.
Men da vi fortalte pigerne at de skulle have kalendergave, stormede en arrig og grædende lille C ud af stuen og smækkede døren på sit værelse. Hun ville i hvert fald ikke have det lort.
Og pludselig faldt 10 øren. For når pigerne har spurgt efter kalendergaver, har vi overbevist dem om at adventsgaver er bedre, for små gaver til en 10ér er bare noget lort, som de ikke kan bruge til noget. Så hvad foregik der nu i hovedet på lille C?
Jeg fik dog forklaret hende, at nu var hun jo blevet ældre og nu kunne jeg sagtens finde ting til der ikke var noget lort uden det kostede en formue. Så hun gik med til det alligevel. Og hun har været så glad indtil videre for alle gaverne. Men lur mig om ikke jeg pludselig fik set skævt til alle de gaver jeg havde købt. Og jeg kan da lige love for at små chokolademænd og rosinpakker blev pakket fint ind, som ekstra ting i de andre gaver. Så nu mangler jeg ca. halvdelen af gaverne.

Godt det kun er d. 3. Måske kan jeg når at indhente det hele - kapløbet om julen er allerede godt i gang.

Glædelig 3. december til jer alle sammen <3

1. December - fortryllede madpakker

I morges da vi vågnede var julen for alvor kommet ind i vores lille hjem.
Træet var pyntet med gaver til stor overraskelse for pigerne, der stod med åben mund og polypper. Da det gik op for dem at gaverne var til dem, gik den vilde jagt efter at finde nr 1. Et lille krus med et C på - selvfølgelig ;-)

Efter morgenmaden var overstået og vi som sædvanlig havde rendt forvirret rundt, som man jo bare skal mandag morgen, var det tid til at komme ud af døren.

Og så var det allerede tid til næste nissedrilleri. For pigernes madpakker var væk. Så meget væk at de måtte have assistance af far, der blev ved at kalde fra badeværelset at han selvfølgelig havde husket at lave dem dagen før. Men heller ikke far kunne finde madpakkerne. Hvad han i stedet fandt,  der  hvor han han havde lagt madpakkerne,  var to poser fyldt med pebernødder. Heldigvis havde nissen været ekstra sød ved os, så den havde allerede lagt penge i bunden af poserne til risengrød i skolens kantinen. Puha...

Aftenen stod på ren hygge, med julekalender og dyner i sofaen. Ih hvor vi elsker jul og alt den hygge den bringer med sig.
Nu bliver det spændende at se om vi bliver udsat for flere nissedrillerier de næste uger, eller om han er rejst videre til nogle andre søde børn.

Glædelig 1. December til at alle sammen ♡

Jul igen (2014)

Så blev det endelig jul igen, eller det vil sige det er jo faktisk først i morgen - men vi har tyvstartet en lille smule.

For hvem kan vente helt til december på at komme i gang?  Ikke os i hvert fald.
Vi prøver ihærdigt at vente,  men nogle ting er man jo ikke selv herre over.

Som sidste weekend,  da vi var til juleoptog på Amager.
Nu ved jeg godt at jeg er født og opvokset på Amager og derfor har en medfødt forkærlighed for optoget. Men til alle jer der ikke har oplevet det før,  vil jeg bare sige "KOM SÅ AFSTED! "

Det er Danmarks (og vidst nok også Europas) største juleoptog.  Det er børn, spejdere,  private,  foreninger, Tivoli garden og mange mange flere,  der hvert år samles og tænder lysene i gaden.

Herhjemme bliver det bare ikke jul uden juleoptog på Amager.

I dag fandt vi kasserne i kælderen. Hele familien, store som små,  kæmpede med at bærer det hele op af de mange trapper.
Julemusikken blev sat på og vores lille hjem blev forvandlet til en pyntet julestue.
Jeg er ved at have så meget af pigernes pynt at vi næsten ikke har noget købt fremme. Bortset fra nogle figurer som jeg købte til min første jul som mor og selvfølgelig arvestykker fra Drømmemandens farmor som bringer minder fra Drømmemandens barndom.

Det er lige som jeg vil have det - jul, hygge,  minder, kærlighed og sammenhold ♡♡♡

Som noget nyt har vi fået et "træ" i stuen. Store C har hentet det og lille C har lavet perlefigurer til pynt. Hvad pigerne ikke ved er, at træet på magisk vis bliver pyntet med 48 små gaver i morgen nat, men de sover. De er vant til at få adventsgaver og selvfølgelig kunne jeg ikke holde tanken ud at de skulle føle sig snydt i morgen. Mine børn er ikke forkælet,  men i juletiden er det til gengæld en helt anden snak. Her må der ikke mangle noget.

Så vi har allerede snydt og hængt 2 gaver på træet fra nissen. Men det gør ikke noget, for så kan vi jo heldigvis stadig holde kalendergaverne hemmelige ;-)

Glædelig start på julen til jer alle sammen - håber I hygger og har det lige så dejligt som os.

Handymand

Jeg elsker når Drømmemanden laver ting i hjemmet.  Især fordi det ikke altid går lige hurtigt for ham at komme i gang ;-)
Men jeg skal lige love for han er forvandlet til en aktiv handymand her på det sidste. Og ja jeg er vild med det, han får ros og en masse "wau, hvor er du god skatte" med på vejen.

Men inden i mig tænker jeg altså også - "er det virkelig nødvendigt at rode SÅ meget?!?"

Jeg mener bare, det er fredag aften,  Drømmemanden stormede ind af døren med kabler og diverse dimser han havde købt på vejen hjem. Nu skulle der føres kabler så vi kunne se fjernsyn på alle værelserne. Jaaa - det har vi godt nok ventet længe på, så lykken var naturligvis stor.  Og nu har var i gang kunne han da også lige hænge knager op i gangen. Vi manglede lige nogle stykker i børnehøjde = ikke flere børnejakker der bliver kastet på gulvet (man har vel lov at håbe).

Det er bare rigtig dejligt,  det er det da. Men her i rodet sidder lille C og jeg, klemt sammen i et hjørne med rainbow loombands,  store C er stukket af ind på værelset og jeg kan desværre også tydeligt se hvad min lørdag formiddag nu skal bruges på.

Jeg tror bare jeg går ud og tager en kop kaffe og minder mig selv om at det trods alt er godt at der bliver lavet noget ;-)

Mortens aften

I år er vi blevet inviteret ud for at holde Mortens aften. Noget jeg faktisk aldrig selv har holdt i mit barndomshjem og derfor heller ikke som voksen - indtil nu selvfølgelig. Men alting skal jo have en første gang og jeg tør godt sige at det kommer vi nok også til at holde fremover.

Jeg har altid savnet at vi gik op i traditionerne da jeg var barn og jeg prøver derfor at få så mange som muligt ind i mine børns liv. Noget de kan huske tilbage på, glæde sig over,  snakke sammen om og huske tilbage på når de bliver voksne og forhåbentlig selv bringer det videre når de selv får børn.

Det er Drømmemandens faster og farfar som har inviteret os og sikke en hygge.
Bordet var dækket med det fineste sølvtøj,  krystalglas og et smukt porcelænsstel - lige efter bogen.
Maden var skøn,  andesteg med æbler og svesker,  kartofler,  sovs, rødkål og franske kartofler.
Efter maden fik vi en god historie om, hvorfor vi holder Mortens aften. Vidste I at det var pga en romer der faktisk hed Martin?
Martin tog sig af de fattige og efter en masse gode gerninger ville romerne gøre ham til biskop.
Martin ville dog ikke være biskop, så han gemte sig i en indhegning fuld af gæs. Desværre skræppede alle gæsene så højt at Martin blev opdaget og gjort til biskop.
Så som straf valgte Martin at alle hvert år skulle slagte en gås, på den dag hvor de tarvelige gæs afslørede ham.
Og derfor spiser vi så and og kalder det Mortens aften - Hmm!

Men selvom navnene er lidt forskellige og gåsen igennem årene er blevet til en and, så er det super hyggeligt og vi har haft en fantastisk dejlig aften, som blev sluttet af med fun loombands,  kaffe og guf - den må vi have mange flere af...

Pigehygge - opskrift på ristede græskarkerner

Det er nu 6 uger siden at Drømmemanden kom til skade og han er kommet på benene igen.
Jeg må sige at jeg er mere end imponeret over hvordan han har klaret det hele - og det har bestemt ikke været nemt.

Det er også underligt når jeg sidder her og tæller baglæns, for jeg må indrømme at det virker som meget længere end 6 uger, at dette her har stået på. Men der er jo også sket meget og reservepumperne har den grad være i gang.

Dette er første weekend i 6 uger, hvor 1) Drømmemanden er ude og spille igen, som han plejer hver anden søndag og 2) vi ellers ikke har nogle aftaler eller gøremål - og jeg er vild med det.
I går flyttede vi rundt i hele stuen. Jeg har lige siden vi flyttede ind, ville have stuen omvendt, men Drømmemanden fik i første omgang sin vilje. Det har han nu fået lov til at beholde i 2 år, så nu måtte det være min tur. Stuen er blevet vendt om og jeg elsker det - I skal nok få lov at se billeder en af dagene.

I dag søndag, tog Drømmemanden så afsted og pigerne og jeg var overladt til os selv. Ih hvor har jeg savnet vores pige søndage. Vi havde ingen planer, men derfor kan der jo godt ske meget alligevel.
I gemmerne fandt lille C nogle jule gipsfigurer, som hun besluttede sig for at pynte. Hun er normalt ikke den mest kreative sjæl, så tingene går lidt stærkt engang imellem. Den første figur - juletræet, blev jeg dog meget overrasket over. Hun havde malet små fine gaver på det og dækket gipsen fuldstændig, med 2 forskellige farver grøn. Billedet ødelægger det lidt, for det er altså virkelig flot malet af hende. Og så blev det som det plejer med de 2 næste figurer, kvantitet frem for kvalitet.

Og vi fik da også lavet endnu et græskar vi havde stående, ristet græskarkerne (opskrift nederst i dette oplæg), lavet kanelkringle til når Drømmemanden kom hjem (opskrift her) og jeg fik fundet lidt hæklerier frem igen, mens pigerne legede på værelset. De havde tegnet hver deres lejlighed på to store stykker pap og legede med deres bamser på det.

Skøn og tiltrængt søndag og batterierne er for en gangs skyld blevet ladet op igen.

Ristede græskarkerner - hvor nemt kan det lige blive?



Når I udhuler græskar, så pil alle kernerne fra og læg dem i en si.
Skyld dem grundigt og fjern det sidste græskar kød, hvis der skulle være noget tilbage
(vi plejer at ligge det hele i en skpl, mens vi arbejder og derefter piller jeg kernerne fra kødet og ligger dem i en si)

Put kernerne i en gryde med vand og ca 1 spsk salt.
Kog dem i ca 20 minutter, til de bliver sådan lidt grå i det.

Del dem ud på en bageplade med bagepapir og bag dem i ovnen ved 300 grader til de er tørre og let gyldne.

Lad dem køle af og så er der nem og billig snacks

Velbekommen ;-)

Sikke en måned

Jeg har ikke været herinde og skrive i rigtig lang tid nu, så jeg prøver lige at opdatere bloggen.
Men  hold nu op for en måned det har været og så er der altså ikke lige hverken tid eller overskud til at skrive herinde - det beklager jeg.

Pigerne skulle som sagt starte til helte træning d. 27/9. Vi havde alle glædet os og træningen gik fantastisk. Store C elskede det og sprang lige ud i alle udfordringer med begge ben. Lille C der imod, var med noget af vejen, men på et tidspunkt blev hun usikker og gik ud. Men helte træning går ud på at ændre sine mønstre, så når lille C bliver nervøs og vælger at gå væk fra det uvante er det en dårlig vane hun har fået pålagt sig. Derfor blev en af de større piger på holdet, hurtigt bet om at gå hen og tage lille C i hånden og få hende tilbage i cirklen. Det virkede og jeg kunne faktisk også se på hende at hun var lettet over at blive udfordret til at fortsætte, selvom hun var lidt nervøs.

Pigerne lærte alle mulige fantastiske ting. De skulle balancere med en pap tallerken på hovedet, de skulle hoppe rundt og lave forskellige øvelser på en forhindringbane, de skulle danse, lave kung fu øvelser - igen med en pap tallerken og mange andre spændende ting. En af de ting de også lærte var, at springe over en forhindring med en hånd, hoppe ned og derefter ave et rullefald. Virkelig sejt.

Det var en fantastisk time og bagefter var vi alle så opstemte og fulde af energi, så selvfølgelig fortsatte vi legen på vejen hjem af. Pigerne var vilde med at vise især deres far, hvor mange seje ting de havde lært og Drømmemanden var der heller ikke længe om at hoppe med på udfordringerne.
På bænken hjemme i gården øvede pigerne i at springe over hjørnet og det skulle Drømmemanden da være med på. Store C foreslog at han lavede et rullefald når han var hoppet ned og så var det at en god dag med et blev til en af dem man aldrig glemmer.

For da Drømmemanden laver sit rullefald, går der et eller andet galt. Han udbryder pludselig "av der skete noget med min skulder" og bliver liggende sammenkrøllet på græsset. Der går under 10 sek fra hans udbrud, til han rejser sig op og jeg forstår at det ikke bare var et almindeligt "av"
Drømmemanden er pludselig blevet askegrå i hovedet og man kan ikke komme ordenligt i kontakt med ham. Han vil bare op i lejligheden, så jeg får pigerne, som også har spottet alvoren, med op i en fart. Drømmemanden vil ligge sig på sengen for at sunde sig, men selv denne simple ting er umuligt for ham og han må opgive. I situationer som denne, forstår man pludselig hvad folk mener når de siger at hjernen går på automat pilot. I en vending får jeg hjulpet Drømmemanden af med jakken, sendt pigerne ned til underboen og ringet 1813. Som en lille note, vil jeg ovenpå alle de mange historier om 1813 gerne tilføje at den behandling vi fik da jeg for første gang fik behov for nummeret, var intet mindre end fantastisk. Damen i tlfén navigerede mig hurtigt til nærmeste sygehus uden ventetid. Ikke den skadestue vi selv havde valgt pga afstanden, men hvo er jeg glad for at hun havde overblikket over, hvor det var bedst for os at køre hen.
Drømmemanden fik noget smertestillinde, jeg fandt en flaske vand og en pose, til hvis han blev mere dårlig og nåede lige ned og aftale med underboen at pigerne blev hos dem. Store C sad helt forskrækket på sengen og var meget påvirket af situationen. Jeg kunne se at hun holdt og fattet og var den "store" nu der skulle passe på sin lillesøster. Men inden i var hun en lille og meget skræmt pige. Mit moderhjerte græd som pisket over at skulle forlade mine piger på denne måde. Så ens jeg fik hentet Drømmemanden, så vi kunne komme afsted, fik jeg også lige ringet min veninde op, er lovede at køre hen til pigerne med det samme. Det var meget bedre.

Alt var på plads og vi ankom på skadestuen, der med det samme tog ham ind. Vi havde vores egen teori om at skulderen var gået af led og jeg prøvede at trøste Drømmemanden, med telefon damens ord om at han ville få nogle vægte der skulle sætte dem på plads. Jeg har før hørt at det gør drønende ondt når skulderen går af led, men det er heldigvis hurtigt overstået når først den er på plads igen. Så alt skulle nok gå.
Desværre viste røntgen billederne at det ikke var noget der kunne ordnes her og nu.
Det var nogle ledbånd imellem skulderen og kravebenene som havde forstrukket sig over 1.5 cm og det kan man åbenbart ikke bare lige reparere. Så kuren var 6-9 uger med armen i slynge, så skulle det meget gerne selv vokse sammen igen og ellers skulle der en operation til.

Så det blev til 6 uger i smertehelvede for Drømmemandens side af, hvor han de første 4 uger ikke lavede andet end at ligge i sengen. Ganske kort kunne han være oppe, men det var alt for hårdt og efter lidt tid måtte han ligge sig igen.
6 uger hvor jeg måtte stå for alt, og Drømmemanden måtte nøjes med at tilbyde at lave en kop kaffe til mig i ny og næ og ellers nusse mig på ryggen som trøst.
De 2 første uger, var det - udover at jeg stod alene med alt lige fra at handle ind, lave mad, sende pigerne afsted om morgenen, lufte hunden, rydde op, gøre rent, ordne vasketøj, lave lektier, putte pigerne i bad og seng, passe Drømmemanden, der bestemt ikke syntes det var fedt at ligge stille - også en udfordring for pigerne. Store C havde i den grad fået forklaret at det på ingen måde var hendes skyld det der var sket og hun tog det efter nogle dage ganske pænt. Lille C er imod var meget påvirket af at se sin far skadet. Hun ville hænge på mig konstant, ville ikke se sin far, ville ikke gå alene nogle steder (ikke engang herhjemme) hun ville ikke sove alene og hun havde tonsvis af spørgsmål.

Ulykken skete belejligt nok, selvfølgelig præcis en uge før at et yoga center i Roskilde skulle åbne og i den forbindelse havde jeg fået lov til at være med som projektleder. Alt imens dette optog al min energi hjemme, stod jeg med facebook side, avisannonce, flyers, hjemmeside, månedskort, samtaler med yoga instruktører, sponsor aftaler og diverse andre planlægninger, som skulle gøres klar til åbningen. Alle reservepumperne var i gang og lige så hårdt som det var (især når man som jeg, står uden noget netværk der kan bakke op og hjælpe lidt i hverdagen, når det kniber), lige så fedt var det.
Åbningen blev en succes og det var intet mindre end en fantastisk oplevelse. Jeg kan godt afslører at jeg er en smule stolt af min præstation ;-)

Der gik da heller ikke mere end 2 dage efter åbningen, før jeg fik pustet ordentligt ud, tænkt den sidste uges udfordringer igennem og græd og græd, som kun os tøser kan, af overvældelse.

Men vi slutter bestemt ikke her, hvorfor skulle vi dog det? Oktober var jo først lige gået i gang. Det nemmeste er måske at lave en lille kalender fortælling for resten af måneden, inden dette oplæg bliver kilometer langt - så altså

D. 3/10   - Hot N´ Yoga åbnings reception
D. 10/10 - Efterårsfest i 2. klasse, med græskar udskæring, aftensmad, natteløb og bål med varm kakao - et fantastisk arrangement i øvrigt, er så ked af at vi var så trætte og fyldt op den dag.
D. 11/10 - Helte træning - direkte videre til barnedåb, hvor vi havde meldt forsinket ankomst i forvejen - og slutteligt min venindes 30 års fødselsdag
D. 12/10 - Om formiddagen fik vi besøg af Drømmemandens lillesøster, som var på besøg fra Fyn af - eftermiddagen stod på min nevøs børnefødselsdag
D. 13/10 - Efterårsferie - besøgte oldefar
D. 14/10 - Endelig hygge med pigerne, hvor vi gav den max gas med trylledej, græskar, samt oprydning  og ommøblering af lille C´s værelse
D. 15/10 - I sommerhus med pigerne. Pigerne var inviteret i sommerhus af deres granfaster, så vi kunne få lidt ro og fred og pigerne kunne få nogle oplevelser og hygge. Det er så skønt når der er nogle kærlige mennesker omkring en der griber ind og hjælper på den måde. Vi brugte første dag sammen med dem, hvor vi fik handlet ind til ugen og om aftenen tog vi ud og spiste alle sammen.
D. 18/10 - Svendegilde + 20 års fødselsdag hos min fætter, med hele den pukkelryggede familie
D. 19/10 - Hente pigerne fra sommerhus igen
D. 20/10 - Drømmemanden var hos lægen og fik grønt lyst til at arbejde om ca 2 uger. Skulderen ser ud til at sætte sig fint på plads igen - jeg tror ikke jeg beskrive hvilken lettelse det gav os.

Og nu mangler vi bare næste weekend, som byder på kusinehygge aften lørdag og pigerne skal til deres morfars fødselsdag søndag. Så det er forklaringen på stilheden herinde, det sidste stykke tid, Puha - det var en streng måned og igen, jeg kan godt forstå nu, hvad folk mener med at automatpiloten slår til :-)

Heltetræning

I dag fik vi os godt nok noget af en overraskelse. Som noget vi sjældent gør, fordi vi ofte dovner den til langt opaf dagen i weekenden, gik vi en tur ned i hovedgaden efter morgenmaden. Jeg skulle ned i helsebutikken og se på nogle ting og det tog da heller ikke lang tid, før posen var fyldt og vi gik hjem ad igen.
En dejlig morgentur, med den sidste milde sol, grønne bade og glade børn - det er skønt at være oppe og i gang fra starten af, og hver gang spørg jeg mig selv om, hvorfor vi dog ikke gør dette noget oftere?!?

Da vi var næsten hjemme, ville pigerne gå balance på nogle cykelstativer. Vi stod der, i vores egen lille verden og pjattede, da en mand pludselig kom hen til os. Jeg havde ikke rigtigt noget at spotte ham, da han pludselig spurgte om vi boede i nærheden og hvad pigerne normalt lavede lørdag formiddag... Øhhhh????

Men heldigvis lod vi tvivlen komme ham til gode, for det viste sig at han var indehaveren af den nye helteskole. Jeg har læst om det før og tænkt at det bestemt ville være noget for min piger - især store C. Han havde også spottet store C, og han var vild med hende. Han ville have hende på sit hold og på 0,5 havde han selvfølgelig fået os overbevist. Det var helt utroligt, hvad han kunne stå og fortælle om vores piger, som han kun havde set i noget der svarer til 10 min. Men han ramte bullseye med alle sine antagelser. Meget imponerende.

Store C virker som en stærk pige, når man møder hende. Men inden i er der en masse uro og utryghed. Hun er fuld af selvtillid og tør de mest vanvittige ting. Fx er det intet problem for hende at stille sig op og holde en tale foran 20-50 mennesker. Hun elsker at performe og en gang til sfo´ens talentshow, hjalp hun pædagogen med at udfylde ventetiden, da noget teknisk gik galt, ved selvfølgelig lige at synge en lille sang. Hvem gør det foran 200 mennesker?
Men underligt nok. Lige så meget selvtillid hun har, lige så lavt selvværd har hun. Det er inspirerende, på sin vis, at spotte et barn der er så dygtig, evigt glad og super modig, kæmpe med at hun ikke føler hun er god nok. Hun er ikke som de andre. Og nej det har hun nemlig helt ret i. Hun er helt sin egen og mit største ønske for hende er at hun en dag accepterer at det er helt okay at gå ud af normen. Det og så skal hun lærer at slappe af. Hun skal lærer at der er tider hvor man performer og så er der tider, hvor man er koncentreret og lytter. Hun skal lærer at mærke efter indeni sig selv, å det hele ikke altid skal kører med 180 i timen.

Det er lige præcis det helteskolen går ud på og Karim (træneren) spottede alt dette i mit skønne barn, på blot 10 min. Alle de tanker om at hun er unik, men står med nogle kæmpe udfordringer foran sig, om at få disse kvaliteter til at spille sammen. Lærer hvornår tiden er til de forskellige ting og lærer at være i balance med sig selv - for når hun lærer det, vil ingen k
unne stoppe hende. Alt det havde han allerede fanget og han var mere end ivrig efter at få hende på holdet.
Selv Drømmemanden var imponeret og der skal ellers meget til.

Lille C kæmper med nogle andre ting, så selvfølgelig skulle hun også med. For lille C er det sjovt nok lige omvendt. Hendes selvværd er så højt og hun er stjernen i sit eget liv. Det er gode evner at have, hvis det ikke går ud over selvtilliden, som det desværre gør i lille C´s tilfælde. Hun kan ikke bærer at lave fejl, der er ikke plads til fejl i hendes verden og derfor undgår hun desværre mange ting. Det der med at prøve sig frem er ikke en mulighed for lille C. Hun skal kunne det, ellers gør hun det ikke - punktum.

Jeg glemmer aldrig da hun skulle starte i 0. klasse. Vi havde fået et brev med hjem, hvori der stod at man 1) skulle lærer en lille sang 2) gerne måtte tage en blomst med der kunne pynte i klassen.
Sangen havde vi øvet og øvet og øvet på, men alligevel gav den så mange mavesmerter hos den lille pige, der var bange for at hun ikke kunne huske den, at vi måtte aftale med hende at man bare kunne synge helt stille, så var der ingen der opdagede, hvis man sang forkert. Jeg tror stadig ikke vi havde fået hende ind i den gymnastiksal med hende, hvis vi ikke havde lavet den aftale.
Blomsten vi havde valgt at tage med, var den fineste lille hvide mini-orkide, som vi havde sat i en fin lille lyserød urtepotte. Længe havde hun gået og beundret blomsten og hun syntes den var noget af det smukkeste. Da vi skulle afsted, tog hun glad og ivrigt posen hvor blomsten stod i. Hun var spændt på at starte i skole og spændt på hvor hendes blomst mon skulle stå i klassen.

Men da vi kom over i den store gymnastiksal, hvor alle børnene sad på gulvet og fik læst historie op af inspektøren, fik jeg pænt overrakt posen med blomsten - den kunne jeg lige holde. Og da børnene alene skulle gå med deres nye lærere ned til klassen, ville hun på ingen måde have sin blomst med. Den skulle blive i posen og ingen måtte se den, så jeg beholdte den og vinkede farvel til hende.

Da vi senere kom ned til hendes klasse, havde hun fået dannet sig et godt overblik over de andre børns blomster, hvordan de så ud og hvor de var blevet stillet henne. Nu måtte hendes blomst endelig komme op af posen og den fik en fin plads på kommoden lige ved siden af hendes nye plads.
Og sådan er de altid med lille C - som heltetræneren sagde "De to piger har lige præcis det den anden har brug for" og det er sjovt, for sådan havde jeg aldrig tænkt på det, men jeg må give ham fuldstændig ret.

Det var noget af en oplevelse at blive spottet på den måde på gaden, og på lørdag skal pigerne naturligvis til deres første heltetræning.

"hmm øh jeg har lidt travlt...."

Jeg bruger et meget kraftigt ord som hader, når jeg skal fortælle om mine følelser ved at hente mine børn efter de været ude og lege hos andre børn.
Ofte får man som den hentede forælder lov til at stå i døren eller hvis man er rigtig heldig (ofte når det er blevet koldt udenfor) får man lov til lige at komme nok indenfor til at hoveddøren kan lukkes så der ikke kommer gennemtræk.

Og der kan man så stå og trippe mens moderen i huset kalder blidt på børnene der befinder sig ovenpå. Og som om det nogensinde har været nok at kalde en enkelt gang efter to piger der leger prinsesser og Barbie, begynder moderen glad at snakke om vind og vejr. Selvfølgelig skal vi lære hinanden at kende på en eller anden måde - men behøver det være lige nu, hvor jeg står med indkøbsposer, mad der skal laves, jeg har ikke fået kaffe i minimum 1 1/2 time og der er stadig lang vej hjem?
Og ærligt, hvad kan jeg stille op, pænt her uden for døren, mens du står der og skvadre om dit arbejde og ting der egentlig slet ikke kommer mig ved? Jeg smiler pænt, siger "ja" "når" og "nej" på de rigtige tidspunkter mens det eneste jeg tænker på er hvorfor pokker har du ikke hentet mit barn endnu?
 For hvis du ikke vil have at jeg skal vade igennem dit hjem og selv hente hende, så bliver du altså nødt til at komme ind i kampen.
Og så lad os da bruge sommerfester, forældremøder og klippeklisterdag til at lære hinanden at kende. Eller byd mig på en kop kaffe så vi rigtig kan snik snakke om sladder på skolen og alt muligt andet som ikke interessere mig det fjerneste lige nu.

Jeg har forældre i mine børns klasser, som jeg snakker super godt med - så det er endelig ikke fordi jeg ikke gider at være social. Jeg elsker at være social og jeg synes det er det vigtigste i vores børns skoletid at involvere os på alle leder og kanter. Jeg vil rigtig gerne snakke med dig, hvis du viser en oprigtig interesse og ikke bare står der og snakker om lige gyldigt vind og vejr ting. Vi har ikke alle den samme kemi i mellem os og nogle forældre finder man bare sammen med fra dag 1 af. Og den snak elsker jeg. Det kan det snildt tage 2 timer at hente børnene - men når jeg skal hører om hvad der sker på skolen, hvad vi snakkede om til forældremødet og hvad du håber de siger til næste forældremøde (om 1 år) så hopper kæden altså af for mig. Så prøver du bare at fylde tiden ud og det er der ingen af os der har godt af. Når jeg så har stået der og trippet ved din dør i 1/2 time, og du står lænet op af  væggen i varmen og tilsyneladende har glemt alt om det barn der skulle hentes, bliver jeg utålmodig og prøver at kalde ind i dit hus i en eller anden retning. Børnene svarer at de ikke vil komme ned og du smiler. Hmm nu har jeg kaldt 3 gange efter mit barn. Du virker stadig ikke interesseret i at hjælpe mig, hverken ved selv at kalde eller give mig lov til at gå ind selv. Så jeg hæver min stemme og siger "nu er det nu - kom så ud og få sko på" og med slæbende fødder og surmule kommer to piger ud fra værelset. Hvorfor skulle du sætte mig i den position kære mor?
I stedet for at få lidt hjælp fra dig, måtte jeg hæve min stemme og traske ud af dit hjem med en surmule. Heldigvis er hun glad igen så snart cyklen er låst op, men vi er nu 1/2 time forsinket og det eneste jeg tænker på er maden der skal laves og hvor irriterende det var at du stod der og smillede og troede vi var sociale fordi vi lige sladrede denne ene gang. Og næste gang jeg ser dig smiler du måske pænt og siger "hej", men vi ved jo begge at vi ikke kommer til at snakke sammen igen - så hvad var pointen egentlig lige???

Kanelkringle opskrift

Mmmm herhjemme elsker vi kanelkringle og især Drømmemanden. Så når jeg skal forkæle ham eller måske blødgøre ham lidt til efterfølgende overtalelse, så laver jeg kanelkringle ;-) Det er super nemt, man har næsten altid det der skal bruges hjemme og så dufter og smager det jo bare som en drøm

Du skal bruge:

Dejen:
250 g mel
50 g margarine
50 g sukker
25 g gær
1 dl lunken mælk
1 æg

Fyldet:
50 g blødt smør
50 g brun farin
15 g kanel (jeg plejer altid bare at smage mig frem til hvor meget kanel jeg synes der skal i)

Sådan gør du:

1. opløs gæren i den lune mælk 
2. tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen med en elpisker og dejkroge, til dejen er ensartet og slipper skålen (det sker lige pludseligt)
3. Lad dejen hæve tildækket og lunt i ca 15. min 
4. I mens dejen hæver, kan du blande fyldet sammen. Det skal blot i en skål og piskes sammen, nemt og enkelt
5. Rul dejen ud til ca 20x40 cm og smør fyldet på. Rul dejen sammen på den brede side og læg den på en bageplade med bagepapir.
6. Hvis du ønsker det, kan du forme kringlen til et hjerte (hvis du også skal imponere manden) eller blot lade den ligge helt almindeligt, som en kanelstang. 
7. Tryk din pølse flad og klip nogle dybe slidser i dejen så du kan se fyldet inden i.
8. Pensl med sammenpisket æg og lad den hæve igen i ca 40 minutter, mens ovnen varmer op til 200 grader.
9. Bag i ovnen i ca 20 minutter og pynt med glasur når kringlen er kølet helt af.

Kære IT mand - Gå din vej!

I kom der teknikere fra dansk kabel tv forbi, fordi ejendommen skal have nyt internet - eller noget...

Jeg havde læst på sedlen at jeg skulle være hjemme mellem 10-13. Det var jeg jo så selvfølgelig og så kan der vel ikke stå mere nyttigt på den sedl kan der?

Jeg havde i hvert fald en fin idé om at han skulle lave noget arbejde ude i gangen.  Den var fin,  skoene var stillet ind til siden og lidt i 10 sørgede jeg for at lukke døren ind soveværelset.  Så jeg var mere end klar da den flinke mand ringede på 5 min over 10. Han skulle bare lige tjekke at jeg var hjemme.  Han ville gå ind til naboen nu og derefter komme ind til mig. Find fint - du kan bare komme an kabelmand.

Hvad jeg havde forestillet mig han skulle lave ude i vores nydeligt ryddede entré aner jeg ikke.  Vi har ingen stikkontakt der. Ej heller boksen til internettet,  som immervæk var det manden kom for at lave.
Måske havde den del af min hjerne der ofte kun tænker i behov,  ment at det var mest belejligt for mig, hvis de luge blev ude i gangen og ordnede deres arbejde derfra.

Jeg blev i hvert fald meget overrasket da den flinke mand,  10 min efter vendte tilbage. Selv gik ind i lejligheden og styrede direkte mod stuen.
Her lå tæppet fra sofaen midt på gulvet, min dyne lå rodet i sofaen,  natbukserne hang hvor tæppet burde hænge og mine papirer plus computer flød på hele bordet.  Den flinke mand satte sig på gulvet og mit hjerte begyndte at bakke hårdere og hårdere.  Jo mere jeg lid blikket glide hen over gulvet,  jo flere nullermænd fandt jeg.  Åh nej,  havde jeg dog bare lige brugt 1 min på at læse den skide sedl - så var dette jo slet ikke sket.

Jeg skyndte mig ud i køkkenet og skjulte mig bag en ny kop kaffe.  Det var min eneste mulighed alt imens jeg bedte til at de snart var færdige og at jeg aldrig behøvede at se den igen. Jeg skriver dem fordi den flinke mand selvfølgelig havde en kollega der da også lige skulle ind og sidde i perfekt øjenhøjde til at studere mine nullermænd.

Meget taknemmelige takkede jeg 30 lange minutter senere for deres fine arbejde. Da jeg endelig læste sedlen stod det fint beskrevet sort på hvidt at der skulle været ryddet ca 1 meter rundt om boksen - det burde man vidst ikke kunne misforstå og selvfølgelig sidder boksen ikke i gangen :-/

11 september

Jeg kan altid præcist huske, hvor mange år siden at 9. september blev en dato vi aldrig ville glemme.

I dag for præcist 13 år siden, havde jeg som alle andre en helt almindelig dag. Jeg var 17 år gammel. Jeg kan huske at jeg så det som glimt i fjernsynet og der gik nogle lange minutter før jeg forstod hvad det gik ud på. Med åben mund, store øjne og en hånd på den store runde mave, stod jeg bare som forstenet og så på. Endnu skulle der går timer før jeg rigtigt forstod hvad det var jeg lige havde set. Jeg havde set det med mine egne øjne, flere optagelser vidste det samme gang på gang, og alligevel var det svært at forstå.

Mange lande ligger i krig. uskyldige mennesker dør hver evig eneste dag. Soldater rejser fra deres familier, sætter livet på spil for at hjælpe til og forhåbentlig stoppe onde mænds handlinger. Selv var vi i krig længe før jeg blev født - jeg hørte historierne fra min farmor og skrev stil om det i skolen. Det var det jeg kendte til krig. Og selvom jeg havde ondt af de uskyldige børn der levede i krigsramte lande - så var det så langt væk og en uvirkelig ting for mig.

Den 9. september 2001 blev det en virkelig for mig. Tænk at man i et land uden krig, kunne stå op en morgen præcis som man plejede. I en fredelig by, i et fredeligt land. Et land uden krig. Og uden at den mindste mistanke, kunne man tage af sted til job - vinke til sine børn, sige farvel til manden, måske endda snerre lidt og brokke sig over små bagateller som så mange morgener før. En helt almindelig morgen, uden nogle som helst signaler på at krigen om mindre end 1 time, ville snige sig ind over idyllen, som en skygge på himlen ingen havde set komme, og slå flere tusinde mennesker ihjel.

Jeg kan huske hvor ked af det jeg blev. Chokket over at det kunne ske i et land som USA, frygten for at det næste mål ville være Danmark, fyldte alle samtaler rundt omkring mig. Tvivlen og utryghed fyldte sig op inden i mig selv og med et ramte alle tankerne mig. Hvad havde jeg gang i? Hvad var det dog for en verden jeg skulle til at sætte et barn ind i?
Had, krig, ødelæggelse og sorg. Mennesker der kun tænkte på målet og hvad der var godt for dem selv. Mennesker der var villige til at slå uskyldige mennesker ihjel, blot for at sætte et statement - for at få deres vilje. Skulle mit barn sættes i verden midt i dette?

Jeg må indrømme at det optog en del af min graviditet og erstattede glæden med sort skygge af tvivl og utryghed. Heldigvis slap frygten og tvivlen mig igen efter noget tid, men jeg tænker altid tilbage på den følelse jeg af afmagt jeg oplevede den dag. En afmagt der minder mig om hvor skrøbelige og samtidig ufatteligt privilegerede vi er. En følelse af at lille forskræmte jeg, klarede de udfordringer der stod foran mig og ventede.

Jeg har altid en speciel følelse i maven når kalderen sige 11 september og pigerne får altid et ekstra langt kys og et ekstra langt blik når jeg kigger til dem inden jeg selv går i seng. Den 11 september går jeg altid i seng lidt mere taknemmelig.

Pak maden ind - !#&$#*¿¤$#

Et lille surt opstød herfra. ..

Kender I de der skønne mødre der altid viser de flotte overskuds agtige madpakker frem som de har stået og kreeret så fint til deres børn? 

Jeg falder konstant over billeder af lækre kreative madpakker på diverse medier og hver evig eneste gang falder jeg i staver og tænker

"Hvordan pokker gør de det der???"

For ikke nok med at agurken er fint udskåret i små fine ligegyldige figurer - så er madpakken Gud - hjælpe-mig også smukt pakket ind.
Jeg kan da godt finde en udstikker eller to frem og servere stjerneagurk og hjerte melon, hvis det skulle være.  Og jeg gør det så ment også sådan ca 1-2 gange om året - eller noget. ..

Men det værste jeg ved ved de s.... Madpakker,  det er når de skal pakkes ind.

Fint ser det jo ud når det ligger der fint anrettet på spækbrættet,  men hvordan får jeg det lige ned i den lille bitte madkasse (der jo ikke skal fylde for meget i børnenes allerede godt fyldte tasker - og spørg mig ikke om hvorfor de smarte kølerum på skoletasker aldrig kan rumme mere end en madkasse til 3 halve uden tilbehør?!?) Uden at det ligger presset sammen som en trold-i-æske der bare venter på at springe op i hovedet på dig? 

Og hvad skete der lige for den ellers så nydelige madpakke,  da den blev pakket godt ind og gemt i sølvpapir? 

Ja jeg bruger sølvpapir - jeg indrømmer det.
Og jeg bander af mig selv hver aften og alle de løftede pegefingre viser sig i mit hoved,  hver gang jeg fisker den blanke rulle op af skuffen.
Jeg ved jo godt det ikke er det sundeste og ja det gemmer også alt den fine mad væk så børnene ikke ved hvad der venter dem og hellere vil smide de kedelige sølvpakker i skraldespanden.

Men hvorfor skal alt det fornuften altid svære så besværligt? 

Madpapir forstår jeg mig ikke på.  Så ligger maden halvt pakket ind, i en  madkasse der i forvejen er udsat for en tur der er en jægersoldat værdi, og bliver rystet godt og gru rundt.
Sølvpapir må man ikke og så står jeg tilbage med film.

Jeg bruger faktisk film lige for tiden til madpakkerne. Det ser så fint ud, pigerne kan overskue hvilke lækkerier der venter dem og de kan se at de ikke behøver frygte at der gemmer sig en ubehagelig overraskelse når de pakker maden ud. Og så tror jeg da at film at ok i følge sundhedsstyrelsen og hvem der ellers kan komme efter mig.

Men film er bare kun godt når du står i et industri køkken med god bordplads,  en stor rummelig holder med skarp skær på og endnu større fade der bare skal over trækkes med film.

Det duer jo ikke i mit køkken,  med min sløve saks (for skæret på pakken kan vi vidst hurtigt blive enige om ikke er lavet til film) og det duer slet slet ikke til små fine madder,  tykke fingre og en træt mor der bare gerne vil have det overstået så hun kan komme i seng.
Jeg får snildt smidt en meters penge ud hver aften og jeg er sikker på at det en eller anden dag ender med at jeg får bundet mig selv ind i kampens hede.

Så hvad pokker skal man stille op med de pokkers madpakker? 
Er jeg virkelig den eneste der bander det langt væk? Mangler jeg et eller andet gen der burde få mig til at juble og hoppe ud i køkkenet hver aften når madpakkerne skal laves? 
For slet ikke at tale om de mødre der glade står og smøre madpakker om morgenen - men det er et emne jeg slet ikke tør bevæge mig ind i...

Maddag - Hønsekødssuppe med brød til

Jeg gider ikke at det altid sjak være mig der står i køkkenet længere.  Nu er børnene efterhånden blevet så store at de burde have haft deres faste maddag for et par år siden. Men hellere sent end aldrig runger igen igennem stuerne herhjemme.

Vi har aftalt det så mange gange og pigerne brokker sig altid over at de ikk er mere med i køkkenet.  Når jeg så en sjælden gang, mærker overskuddet og spørg om de vil være med, kommer der den ene klagesang efter den anden - og så bliver det selvfølgelig lige så hurtigt droppet igen som det blev foreslået. 

Forstår de børn da slet ikke hvor meget mere besværligt det er at have dem med,  end hvis jeg lige biksede noget sammen selv? 

Men nu må jeg også til at vise mig fra min overskuds side. Og det er jo en vigtig lærer - jeg lovede mig selv, at når mine børn flytter hjemmefra en dag, så skal de kunne lave mere end de klassiske 4 retter som jeg selv mestrede i sin tid. Og hvis jeg skal overholde mit løfte til mig selv og mine kære børn,  så må vi se og i gang.

Så i dag var det store C's tur.
Hun havde valgt at lave Hønsekødssuppe.
En ret jeg altid selv har troet var enormt svær, nok mest fordi min mor købte den færdig på frost.
Men men men - er der noget mine voksne spare år har lært mig, så er det at

1: det er slet ikke svært at lave det meste selv
2: du sparer jo oceaner af penge på det.
3: du kan stadig snyde og gøre det nemt,  selvom du gør det selv

Og det kan vi jo godt lide herhjemme.

Så vores Hønsekødssuppe består af:

500 g kyllingefilet (eller hvor meget du nu lige har i fryseren)
Gulerødder
Kartofler
Knoldselleri
En pose med melboller og kødboller

Vi kan ikke lide mere i vores suppe. Men man må jo helt selv bestemme hvad man vil komme i af forskellige grøntsager.

Kom kyllingefilet i en gryde med vand,  så det passer med den mængde suppe du ønsker.
Skræk grøntsagerne og skær dem i passende mundhapser.

Når kyllingen er kogt og har trukket en masse smag ud i vandet fisker du dem op.
Kom en hønseboullion terning og grøntsagerne i gryden med vand og lad dem koge mens du skærer din kylling i tern.

Til sidst kommer du kylling tilbage i suppen.   Lad det hele koge til grøntsagerne er møre.

Kom mel og kødboller i suppen og smag til med salt.

Svære er det faktisk ikke :-)

Derfor kan man også sagtens lave et lille nemt brød til.

Vi lavede vores egen fortolkning af et foccacia brød:

Du skal bruge:
650 g hvedemel
50 g gær
6 dl lunken vand
2 tsk salt
2 spsk olie
Ca 1 håndfuld hørfrø

(+ olie og groft salt til toppen)

Rør gæren ud i det lunken vand og tilsæt de øvrige ingredienser.

Ælt dejen grundigt i et par minutter til den er blød og smidig (det er en meget våd og tynd dej, så du behøver ikke komme mere mel i)

Drys lidt mel over dejen og lad den hæve tildækket i 40 min.

Hæld dejen ud på en bageplade med bagepapir på.  Ryst pladen lidt frem og tilbage så dejen ligger sig fladt.

Kom olie på fingrene og tryk huller i dejen.
Dryp med olie og drys salt over.

Tænd ovnen på 200° luftvarme og lad dejen hæve indtil ovnen er varm.

Bag brødet i ca 25 min midt i ovnen.

Skær brødet i store tern ala kagestykker og server.

Jeg bliver lige nødt til at være lidt retfærdighed og fortælle at store C faktisk klarede hele maden selv,  både brød (efter opskrift) og suppen (dirigeret af mig)
Og jeg fik en dejlig kop kaffe imens ;-)
Flot gået af min store pige. ..

Brødet er godt både til suppe,  andre retter og som lidt ekstra i madpakken.

Hov - jeg glemte vidst barnet og hunden!

Vi har fået en præteenager i huset. Så lige pludselig er hun som forsvundet.  Begravet i computer, vi unge blade og diverse serier - kan vi, hvis vi er heldige, finde hende. Og er vi rigtig heldige, så grynter hun lettere utydelig sætninger tilbage til os når vi spørg hende om noget.

Og jeg som gik og troede at en teenager i huset betød mere larm??? Det kan vel nå at ændre sig mange gange endnu.

I dag var så en af de rastløse dage, hvor grynten bliver erstattet af en glimt af min skønne lille trold som elsker at drille.

Men som alt andet er der altså en grænse der bliver nået uanset hvor meget mand har savnet det. Og to trætte forældre + en drillepind der bobler over efter flere dages hi = endnu mere trætte forældre.
Så jeg foreslog hende at gå en lille hyggetur med hunden og få brændt noget krudt af.

Nede i gården møder hun veninden og de spørg om de må gå over på skolen - jo hvorfor ikk?
Så de to tøser trasker glade afsted med hunden. Endelig ro...

Lille C kom kort efter op, kom i bad og blev lagt i seng. Veltilfreds over min indsats (som ganske enkelt består i at holde ud i disse dage) kaster jeg mig på sofaen med computeren og sæson præmiere på de unge mødre - selvfølgelig!

Og her sidder jeg,  dejligt tilbagelænet og hygger mig med lidt skolearbejde da der pludselig går op for mig at kl er blevet mange og store C OG hund har været væk i 3 timer. 
Kl er lidt over 21 så det er ikk så meget fordi der er noget galt i det - men havde jeg virkelig lige halvt glemt dem der?

Drømmemanden ringer hende hjem og straks står moren i køkkenvinduet og spejder efter hende, som om det vil rette op på det faktum at jeg for et kort øjeblik siden havde glemt at hun var gået med hunden.

1000 tanker dukkede pludselig op, mens den ondeste smerte i maven bredte sig og meget  overbevisende mindede mig at jeg er verdens dårligste mor!
Havde hun det nu godt?
Havde hun mon stadig hunden?
Måske havde hun også glemt at hun havde ham med...
Hvorfor tog det hende nu så lang tid at komme hjem? 
Er der mon andre mødre der har "glemt" deres børn et kort øjeblik?
Nej det nægter jeg da at tro...
Eller er det mon bare sådan det er fordi hun er blevet så stor og selvstændig?
Åh nej - vokser hun fra mig nu?
Osv osv...

20 min og en kop kaffe senere kunne jeg skimte hende langt nede af vejen. 
Slentrende og grinende med veninden.
Hunden gik så fint i snor og en dreng på cykel slingrede ved siden af dem.

Selvfølgelig havde hun klaret det og hvor er hun bare stor når hun pludselig går der på den halvmørke villavej og følges med vennerne hjem.
Drengen kunne nu, for min skyld,  godt blive klippet ud af billedet. Det er hun slet ikke gammel nok til før om 100 år.

Men endnu en gang overraskede hun mig. Da de kom tættere på,  kom der yderligere to drenge imod dem. Veninden og drengen på cyklen stoppede op for at kramme og sludre - mens min skønne prinsesse vinkede hen over vejen til dem, sagde "vi ses i morgen" og luntede stille og roligt videre med hunden. 

Hjem til mor, der stod ventede med et stort kram, sommerfugle i maven og en ny kop kaffe - klar til en god hygge sludder om hvordan hendes aften havde været, hvor skægt de havde haft det og selvfølgelig en masse rosende ord om hvor flot det var at hun havde passet så godt på hunden.

Kæmpe smæk kys og nu er det Godnat her fra :-)

Morgensure børn

Det var ikke længe lykken over at være tilbage i skolen holdte.

Mandag morgen stod begge piger lysvågen, friske og kampklar kl 6.30 - sikke en dejlig morgen vi fik.
De skulle først møde kl. 9.00. Madpakker, tasker og tøj til dagen var allerede gjort klar dagen før, så vi havde jo oceaner af tid.

Alle kom glade ud af døren, med fint hår og et solidt og roligt morgenmåltid i maven, noget der ellers ofte enten bliver sprunget over eller kastet ned fordi uret stresser så forfærdeligt om morgenen.

Men selvom vi optimistiske lovede hinanden at sådan, at sådan skulle det være hver morgen, så varede lykken ikke længe.
Allerede i morges, kun to dage efter skolestart, havde vi den første kamp.

Lille C var bestemt ikke i humør til at stå op og gå i skole.
Og undskyldninger og bortforklaringer har der altid været nok af i den lille pige.

For det første havde hun overhovedet ikke sovet hele natten, den stakkel. Heller ikk de to gange vi havde været inde for at kigge til hende og det i den grad så ud som om hun sov. Nej der havde hun så ment bare snydt os, hvis du spørg hende.

Så vi ku jo nok forstå at hun var rigtig meget træt.
Det kunne vi sagtens, men som de irriterende og dumme forældre vi nu er, mente vi at det nok ville blive bedre når først hun kom op og i gang.
Og så skal jeg ellers lige love for at uvejret brød løs i den lille dame.

Der røg gloser som
"Det er den værste dag i mit liv"
"Jeg vil ikk i skole"
"Jeg er syg"
"Jeg kan ikke gå"
"Jeg vil ikk have tøj på"
"Jeg kan ikkeeeeeeee!"
Rundt om ørene på os...
Behøver jeg sige hvordan det lød, da hun til sidst fik valget om at tage tøj på eller gå i skole uden???

Det stakkels barn kom afsted, ikke særlig tilfreds og med en aftale om at hun kunne få lov at ringe til sin far når skolen var slut, hvis hun ville hjem og sove. Så nu er jeg spændt på at se hvad dagen bringer. Mon ikk hun er frisk og fiser rundt med de andre børn, selv efter skole? ;-)

Hvor blev tiden af???

Så er første skoleuge gået - det er super spændende, dejligt at være i gang igen, lærer noget nyt, lærer en masse nye mennesker at kende og have en mission med livet igen. Men det er godt nok også svært...
Det kræver alle mine kræfter hver evig eneste dag. Bare det at tage tog og metro en ny vej, sendte mig fluks hjem i seng den første dag.
Jeg må erkende at jeg ikke har de samme kræfter som før jeg gik ned med stress. En lur midt på dagen er blevet et must og det kan jeg bare ikke længere.

Men jeg håber og tror på, at jeg kan træne mig op til det igen, så derfor klør jeg på. Jeg er ikke færdig med at udleve drømmen.

Men det betyder også at der intet mig-tid har været i denne uge. Alle pumperne køre for at klare skolen og derefter pligterne som mor. Så når børnene sover, så sover jeg...

Og weekenden skulle desværre vise sig, heller ikke at være for mig. I går var vi til fødselsdag hele dagen, så i dag, søndag, skulle alt det der har hobet sig op i ugens løb jo ordnes.

Og hvor har jeg dog følt mig alene og ikke særlig værdsat af min skønne familie.
Drømmemanden valgte at tilbringe søndagen i sengen med yndlingsserien - jeg kan godt forstå ham. Hvor ville jeg ønske at jeg også kunne ligge og flade ud på den måde.

Pigerne har leget ude hele dagen og jeg har ryddet op, gjort rent, vasket tøj, bestilt varer til næste uge, tjekket op på forældreintra, ordnet skabet under køkkenvasken (dét trængte virkelig), renset vaskemaskinen, lavet mad og gået med hunden.

Sen sen eftermiddag fik Drømmemanden da også en lille opsang, som han heldigvis tog til sig, for her var jeg nødt til at kaste håndklædet i ringen og ligge mig en halv time. Så mens jeg, efter luren, lavede aftensmad,  smurte han madpakker til i morgen og sammen fik vi alle 4 spidset blyanter og gjort pigerne klar til deres første skoledag i morgen, som de i øvrigt glæder sig til.

Men så var det ligesom om at luften gik ud af Drømmemanden igen.
Så lille C og jeg tog opvasken, pølesehornene som vi skulle have lavet i dag til ugens madpakker, besluttede jeg mig for at gemme til i morgen. For nu var det tid til at jeg skulle have puttet de kære børn. Drømmemanden havde nu fundet sig til rette foran fjernsynet i sofaen - hvem ville ikke gerne bruge søndagen med bare en halv times fjernsyn???

Da pigerne var lagt tænkte jeg taktisk, at hvis jeg fik overstået aftenturen med hundebassen, ville der kun være mig selv at tænke på resten af aftenen. Så jeg sprang i skoene og tog hunden ud på en travetur.

Hvad jeg ikke havde forudset var at både klokken og min energi var total imod mig da jeg vendte tilbage. Og tænk engang - mens jeg sad i køkkenet og prøvede at samler kræfter, smuttede Drømmemanden da selvfølgelig lige i bad. Og endnu værre - mens jeg sad og ventede på han blev færdig så jeg kunne få lov til at pleje mig selv lidt, med et dejligt varmt bad - valgte jeg at kigge lidt rundt på min tlf (Facebook, hay day osv) kun for at erfarer at da jeg kiggede op igen, var alt lys slukket, Drømmemanden var gået i seng og lå nu og slappede af i det nyvaskede sengetøj og så serier (igen) inden han skulle sove!!!
Helt forladt sad jeg der i mørket og alle muligheder for at gøre bare en af de ting jeg havde set frem til en hel uge, var definitivt taget fra mig.

Jeg vil godt afslører at jeg var så rasende, ked af det, træt og skuffet, at jeg ikke kunne lade være med at fælde en lille tåre.

Gud hvor jeg håber (og stadigvæk tror) at det bliver nemmere med tiden og at et eller andet geni snart opfinder den selvtænkende mand.

Nu må jeg hellere trisse ind i seng, så jeg er klar til alt det den nye uge har at byde på...

Jeg sender 1000 tanker til alle I andre seje og stærke kvinder derude ♡ Håber I har haft en lidt sjovere søndag end mig ;-)

Når mor vs. far holder fri - den lille forskel

Nu har jeg jo gået hjemme i lidt over et halvt år og ikke lavet dagens gode gerning.
Jeg er som jeg før har beskrevet, på ingen måde den fødte husmor.
Så det der med at have 20 projekter i gang og nyde alt den ekstratid man har som hjemmegående, blev erstattet at lange dage på sofaen.

 

Når Drømmemanden vendte hjem efter en lang arbejdsdag, havde jeg mere end svært ved at udholde den dårlige samvittighed indeni mig.

Når han spurgte hvad jeg havde lavet måtte jeg endnu engang, med bukket nakke, indrømme at jeg igen havde lavet ingenting!

 

Nu er jeg startet i skole og helt tilfældigt har Drømmemanden fri i denne uge. Ingen børn hjemme, bare ren ferie så han kan slappe af og lave ingenting.
Den første dag han sagde han ikke havde lavet noget, var det da også helt forståeligt. Jeg under ham virkelig denne lille pause efter at han har knoklet mens jeg bare har gået herhjemme og brokket mig.

Men nu - den 3 dag (hvis vi vel at mærke ikke tæller fredag og weekenden med, hvor han også havde fri) hvor han stadig ikk har lavet noget som helst, må jeg indrømme at dampene begynder at ryge ud af ørene på mig.

For den lille forskel på mor og far er at når jeg siger ingenting! Så bliver der stadig:

Vasket tøj
Støvsuget
Ryddet op
Lagt tøj på plads
Skiftet sengetøj
Tømt opvaskemaskine
Handlet ind
Osv osv

 

Alle de der små vigtige ting der sikre at vi ikke render rundt i møg, sker jo ikke med magi...

Så når jeg siger ingenting! Så er det fordi jeg ikk har haft overskud til andet end det der lige ligger på rygraden og som jeg kunne gøre i søvne.
Når Drømmemanden siger ingenting! - ja så mener han faktisk INGENTING!

Selvfølgelig har han ikke handlet vaskepulver og en ny gulvmoppe, som vi har snakket om de sidste par dage - det kan vi jo køre ud og købe sammen når jeg har fri. Og selvfølgelig har han ikke købt pasta som var det eneste vi manglede til aftensmaden - det køber vi da efter vi har været i Bilka efter gulvmoppen. Der røg den lille times ro jeg ellers ville have haft inden pigerne kom hjem.

Og selvfølgelig har han heller ikke tømt opvaskemaskinen og sat den nye opvask ned - det kan jeg da lige gøre mens jeg alligevel lige sætter varene på plads og han laver et lille diskret forsvindingsnummer.
Og selvfølgelig har han ikke støvsuget - så det kan jeg lige ordne efter aftensmaden, mens han laver endnu et af sine imponerende forsvindingsnumre.

 

Behøver jeg sige at jeg glæder mig til at han et færdig med at holde ferie og lave ingenting! ? ;-)

Hvis nogen har opskriften på hvordan man trænger igennem til en mand, så send den bare herhen til en træt og i disse dage enlig mor til 3 :-)

Så vender vi skuden!

Nogle gange er man nødt til at acceptere at det ikke altid går som man planlægger det. Og så må man jo tage nogle nye skridt.

Så efter snart 1 år med alt for mange bump på vejen,  en karriere der bare kom længere og længere væk pga manglende elevplads og en drøm der bristede mere og mere for hver dag der gik og stille medførte til stress og onde tanker - har jeg valgt at vende skuden.

I mandags stod jeg endnu en gang med en vrede over systemet, en skuffelse over mig selv og en afmagt overfor arbejdsmarkedet. Det her med at være arbejdsløs har kørt mig så langt ned nu at der kun var 2 muligheder tilbage for mig.

Enten kunne jeg fortsætte med at være et nr i systemet mens jeg for hver dag der gik, forsvandt mere og mere væk.
Eller jeg kunne stå på egne ben og erkende at uanset hvor hårdt det hele er, er jeg den eneste der kan ændre det.  Der kommer ikke nogen og tager mig i hånden og hjælper mig ud af det her smertehelvede som jeg er havnet i.

Så jeg valgte det sidste. Et valg der krævede at jeg så mig selv i øjnene og endnu engang måtte vælge en ny vej at gå. 
Jeg fandt tlf nr til en skole,  ringede op og spurgte om de havde nogle ledige pladser. Og det havde de sørmer. Jeg skulle bare møde op på skolen mandagen efter.

Så på mandag starter jeg i skole igen. Og jeg glæder mig så meget. Jeg får udviklet mig, lært noget mere og kan bruge rigtig meget af det til at opfylde min drøm om en dag at arbejde med markedsføring. Det er aldrig dumt at lærer mere.  Samtidig har jeg sikret min økonomi (ikke så vi bliver velhavende,  men vi kan overleve nu igen) og sidst men ikke mindst får jeg igen en hverdag at stå op til.

Det betød dog også at den sidste uges sommerferie med pigerne,  som skulle bruges til at gøre alt klar til skolestart, pludselig forsvandt. Så da vi hentede pigerne i dag efter en uges ferie hos mormor og morfar,  tog vi et hurtigt smut forbi Bilka. Og en halv time senere havde vi igen opbygget et lager af skoleartikler til pigerne og mig selv.  Hurra for Bilka der altid har alt hvad man bruge. 

Nu slapper vi af. Pigerne nyder at være hjemme igen og jeg nyder at hører dem pusle rundt, tigge slik, skændes og lave ballade igen - efter en uge væk kan man igen elske alt ved sine børn.  Bare rolig det er ovre igen i morgen ;-)

Zpagetti garn DIY

Det er blevet meget populært at hækle i zpagetti garn og dit resultat bliver da også meget flottere og mere holdbart.

Men ak hvor synes jeg det er dyrt at købe.
Specielt når man som jeg pludselig har fået en idé om at alt skal være i zpagetti nu. 

Så jeg har fundet en metode,  der passer meget bedre til mit budget og selvfølgelig skal I også have dette skønne lille fif. Det er faktisk meget nemt og har du nogle gamle t-shirts i skabet,  som alligevel skulle smides ud, så er det også ganske gratis.  Hvis ikke må du en tur i den lokale genbrug og hører om de har nogle billige t-shirts liggende.

God fornøjelse :-)

Dårlig samvittighed

Hvad er det lige der sker med os mødre og dårlig samvittighed? Er det noget vi skrev under på at lide af, da vi valgte at blive mødre?

 

I dag snakkede jeg med min skønne kusine. De havde ikke været på ferie dette år, hvilket hun havde brugt alt for mange timer på at være trist og have dårlig samvittighed over.

Jeg kan godt forstå hende. Det er surt ikke at kunne tage sin børn på ferie, om det så er en tur på camping eller med fly på charter. Det gør ondt. Og vi ved jo at alle de andre venter på at fortælle vores børn om alle de skønne steder de har været i ferien når de kommer tilbage på skolen. Mens vores dejlige unger ikke har et fancy eventyr de kan fortælle om.

 

Det stikker i mit moderhjerte. Det er så voldsomt og så hårdt, at jeg simpelthen bliver nødt til at lukke ned for den dårlige samvittighed og huske mig selv på at jeg gør det hele så godt jeg kan. Og jeg er sikker på at der også findes mange andre børn, som ligesom mine børn ikke lige kommer afsted i år. Eller måske aldrig har været afsted. Og måske, det er meget muligt, er der mange andre børn der har det meget værre end mine.

 

En anden ting jeg er nødt til at huske mig selv på, og det er nok det vigtigste, det er alle de gange jeg har fået kuldegysninger af små forkælede og forvente børn der ikke har andet i hovedet end hvad mor og far forære dem næste gang.
Børn der tror det er okay at stille sig op og lave en scene, fordi de får et nej.
Eller forældre der uden at vide bedre fortæller at "lille Bertram på 6 år har været sure på dem i en uge, fordi de ikke skulle på vinterferie i år" vel og mærke et valg forældrene har taget fordi sommerferien bød på 3 uger på Bali i stedet for.
Bertrams grundlag til at være sur var i følge ham selv, at når han ikk sku ud og rejse, havde han jo ikke noget at fortælle de andre børn efter ferien.

 

Jeg har ondt af lille Bertram på 6 år der måtte blive hjemme i vinterferien. Mere ondt end jeg har ondt af mine egne børn der ikke kom på sommerferie.

For hvordan vil Bertram mon vokse op, når han tror det er okay at være sur på sine forældre over at han kun kommer på 1 ferie i år?
Hvordan er det kommet så vidt at Bertram har så stort et behov for at prale om ferie og luksus?
Hvad vil der ske med Bertram, når mors og fars penge bliver skiftet ud med su, pasta med ketchup og en alt for dyr husleje?
Og vigtigst af alt, hvis Bertram allerede i en alder af små 6 år har fået pålagt sig så dyre behov for at kunne eksistere, hvordan kan Bertram så lærer at sætte pris på tingene og livet?

Det kan godt være at jeg ikke kunne give mine børn en drømmeferie i år. Men jeg giver dem noget der er meget vigtigere og værdifuldt.

Om nogen har mine børn fået en viden om hvordan livet rigtigt fungere ned i deres rygsæk. De har lært at sætte pris på de små og vigtige ting. Og de har lært at lykke ikke behøver at koste penge.

Pop up billeder

I dag har vi malet fine og anderledes billeder.
Det er en gammel opskrift jeg fandt en dag jeg som sædvanlig surfere rundt på Facebook. Og hvor lød det enkelt og lige til.

Det var det da også i en vis forstand, bortset fra at der i opskriften stod at det var nemmest hvis man kom "dejen" i nogle små bøtter. Jeg havde derfor fint indkøbt små rejseflasker i IKEA til formålet. Det havde jeg da vidst ikk behøvet.

Det hele startede ellers så godt. Vi gik blandet de få simple ingredienser
Mel
Salt
Bagepulver
Og vand

Så delte vi det op i små portioner der fik hver sin farve. Eller det vil sige næsten - for med små prinsesser er det meste frugtfarve jeg har i huset lyserødt, rødt og en lilla der viste sig at blive lige så lyserød som de andre to. Og så en enkelt grøn - men flot så det ud.

Så langt så godt.

De fire små portioner kom i hver deres flaske og så skete det...
Det nærmest eksploderede i flaskerne og vi havde en mærkelig masse der mindede om en blanding af dej, mudder og farve.

"Den skal nok bare lige tørres af" tænke den optimistiske mor, og tørrede toppen af. Håbefuldt stod jeg og så på, mens jeg tænkte at nu måtte det da stoppe.

Lettere febrilsk prøvede jeg at tørre igen, men det blev snart for svært at følge med strømmen af farvet mudder d er stod ud af alle fire flasker. Voldsommere og voldsommere, som en vulkan i udbrud.

Pigerne sad stille og så på, mens blodet steg op til hovedet og jeg begyndte at tænke hurtigt inden vores hyggelige lille stund snart var fuldstændig spoleret.

Det ville ingen ende tage og der eneste vi kunne gøre var at hælde dejen tilbage i kopperne. Godt fedtet ind i det mærkelige mudderstads, stod vi som forstenet og stirrede på kopperne. Bare der dog stoppede med at vokse nu...

Det gjorde det heldigvis, og med lidt kreativ snilde begyndte pigerne at øse dejen op fra kopperne og over på deres pap stykker med små plastikskeer. Ikke den nemmeste måde at tegne på men de fik hver især kreeret nogle fine kunstværker.

Så var det tid til at smide det en tur i mikroovnen. Nu var det igen om at holde vejret og spændt vente på om alt det her hokuspokus overhovedet virkede. Havde vores arbejde været forgæves?

NEJ! Det virkede heldigvis lige som det skulle. Stenhårde bobler sprang ud af papiret og pigerne var meget glade og synes det var det mest fantastiske de havde været med til (de glemmer hurtigt eller et lette at imponere ;-) )

Men hyggeligt var det i hvert fald og resultatet blev fint.
Hvis I har lyst til at prøve derhjemme selv så ligger opskriften som et billede - men husk nu at passe på med at komme der på flasker :-D

Flødeboller med jordbær i

Store C har i denne uge været med til master chef i klubben. Så da det var tid til at finde på noget med frugt, fandt vi på denne søde dessert.

Vi har tit lavet flødeboller herhjemme, til fødselsdage og når pigerne skulle dele ud i børnehaven og skolen.
Jeg laver altid den nemme version, hvor bundene er noget alle kan finde ud af og børnene kan være med uden farer for brandskader.

Flødeboller - børnevenlig opskrift:

25 jordbær
25 mariekiks
6 past. Æggehvider
360 g sukker
300 g mørk smelte chokolade

Sådan gør du:
1) skyld jordbær, skær stilken af og lad dem tørre i en si.
Hak chokoladen og stil den til side i en skål.

2) pisk æggehviden stiv. Tilsæt sukker langsomt, mens du pisker.
Der skal bruges kræfter og piskes længe for at få sukkeret til at smelte, men til gengæld er der ingen varm sukker man kan brænde fingrene på

3) læg et jordbær på hver Mariekiks
Kom guffen i en sprøjtepose med stor tyl (i kan også sagtens bruge en frysepose, som i klipper hul i)
Tryk en stor klat ud over jordbærrene.

4) varm flødebollerne i ovnen i 5 min ved 150°

5) smelt chokoladen over er vandbad.
Først smelter du halvdelen af chokoladen. Tilsæt derefter resten og lad det smelte i den varme chokolade. På den måde får du en chokolade der "knækker" som den skal.

Stil på køl og nyde dem :-)

Voksen opskrift:

Hvis du hellere vil gøre det mere rigtigt og ikk behøver tage hensyn til børnene kan du bruge denne opskrift i stedet for.

225 g sukker
1/4 dl vand
6 past. Æggehvider

Sådan gør du:

Fremgangsmåden er den samme med hensyn til kiks, jordbær og chokolade. Dette er kun en anden måde at lave guf på.

1) smelt vand og sukker i en gryde. Sukkeret skal smeltes helt væk og lagen skal koge let i nogle minutter
(Hvis lagen bliver gullig har du fået brændt det på og må starte forfra. Lagen skal være helt klar og gennemsigtig)

2) pisk samtidig æggehviden stiv (det er rigtig godt hvis du har en røremaskine til denne opskrift)

3) hæld den varme sukkerlage i æggehviden i en meget tynd stråle, mens du stadig pisker let. Når alt sukker er hældt i, skruer du op for fuld hastighed og lader der piske i ca 1/2 time til det er helt stift og kan stå af sig selv.

Og så kan du gå i gang med at lade flødeboller :-)