Morgensure børn

Det var ikke længe lykken over at være tilbage i skolen holdte.

Mandag morgen stod begge piger lysvågen, friske og kampklar kl 6.30 - sikke en dejlig morgen vi fik.
De skulle først møde kl. 9.00. Madpakker, tasker og tøj til dagen var allerede gjort klar dagen før, så vi havde jo oceaner af tid.

Alle kom glade ud af døren, med fint hår og et solidt og roligt morgenmåltid i maven, noget der ellers ofte enten bliver sprunget over eller kastet ned fordi uret stresser så forfærdeligt om morgenen.

Men selvom vi optimistiske lovede hinanden at sådan, at sådan skulle det være hver morgen, så varede lykken ikke længe.
Allerede i morges, kun to dage efter skolestart, havde vi den første kamp.

Lille C var bestemt ikke i humør til at stå op og gå i skole.
Og undskyldninger og bortforklaringer har der altid været nok af i den lille pige.

For det første havde hun overhovedet ikke sovet hele natten, den stakkel. Heller ikk de to gange vi havde været inde for at kigge til hende og det i den grad så ud som om hun sov. Nej der havde hun så ment bare snydt os, hvis du spørg hende.

Så vi ku jo nok forstå at hun var rigtig meget træt.
Det kunne vi sagtens, men som de irriterende og dumme forældre vi nu er, mente vi at det nok ville blive bedre når først hun kom op og i gang.
Og så skal jeg ellers lige love for at uvejret brød løs i den lille dame.

Der røg gloser som
"Det er den værste dag i mit liv"
"Jeg vil ikk i skole"
"Jeg er syg"
"Jeg kan ikke gå"
"Jeg vil ikk have tøj på"
"Jeg kan ikkeeeeeeee!"
Rundt om ørene på os...
Behøver jeg sige hvordan det lød, da hun til sidst fik valget om at tage tøj på eller gå i skole uden???

Det stakkels barn kom afsted, ikke særlig tilfreds og med en aftale om at hun kunne få lov at ringe til sin far når skolen var slut, hvis hun ville hjem og sove. Så nu er jeg spændt på at se hvad dagen bringer. Mon ikk hun er frisk og fiser rundt med de andre børn, selv efter skole? ;-)