Et lille surt opstød herfra. ..
Kender I de der skønne mødre der altid viser de flotte overskuds agtige madpakker frem som de har stået og kreeret så fint til deres børn?
Jeg falder konstant over billeder af lækre kreative madpakker på diverse medier og hver evig eneste gang falder jeg i staver og tænker
"Hvordan pokker gør de det der???"
For ikke nok med at agurken er fint udskåret i små fine ligegyldige figurer - så er madpakken Gud - hjælpe-mig også smukt pakket ind.
Jeg kan da godt finde en udstikker eller to frem og servere stjerneagurk og hjerte melon, hvis det skulle være. Og jeg gør det så ment også sådan ca 1-2 gange om året - eller noget. ..
Men det værste jeg ved ved de s.... Madpakker, det er når de skal pakkes ind.
Fint ser det jo ud når det ligger der fint anrettet på spækbrættet, men hvordan får jeg det lige ned i den lille bitte madkasse (der jo ikke skal fylde for meget i børnenes allerede godt fyldte tasker - og spørg mig ikke om hvorfor de smarte kølerum på skoletasker aldrig kan rumme mere end en madkasse til 3 halve uden tilbehør?!?) Uden at det ligger presset sammen som en trold-i-æske der bare venter på at springe op i hovedet på dig?
Og hvad skete der lige for den ellers så nydelige madpakke, da den blev pakket godt ind og gemt i sølvpapir?
Ja jeg bruger sølvpapir - jeg indrømmer det.
Og jeg bander af mig selv hver aften og alle de løftede pegefingre viser sig i mit hoved, hver gang jeg fisker den blanke rulle op af skuffen.
Jeg ved jo godt det ikke er det sundeste og ja det gemmer også alt den fine mad væk så børnene ikke ved hvad der venter dem og hellere vil smide de kedelige sølvpakker i skraldespanden.
Men hvorfor skal alt det fornuften altid svære så besværligt?
Madpapir forstår jeg mig ikke på. Så ligger maden halvt pakket ind, i en madkasse der i forvejen er udsat for en tur der er en jægersoldat værdi, og bliver rystet godt og gru rundt.
Sølvpapir må man ikke og så står jeg tilbage med film.
Jeg bruger faktisk film lige for tiden til madpakkerne. Det ser så fint ud, pigerne kan overskue hvilke lækkerier der venter dem og de kan se at de ikke behøver frygte at der gemmer sig en ubehagelig overraskelse når de pakker maden ud. Og så tror jeg da at film at ok i følge sundhedsstyrelsen og hvem der ellers kan komme efter mig.
Men film er bare kun godt når du står i et industri køkken med god bordplads, en stor rummelig holder med skarp skær på og endnu større fade der bare skal over trækkes med film.
Det duer jo ikke i mit køkken, med min sløve saks (for skæret på pakken kan vi vidst hurtigt blive enige om ikke er lavet til film) og det duer slet slet ikke til små fine madder, tykke fingre og en træt mor der bare gerne vil have det overstået så hun kan komme i seng.
Jeg får snildt smidt en meters penge ud hver aften og jeg er sikker på at det en eller anden dag ender med at jeg får bundet mig selv ind i kampens hede.
Så hvad pokker skal man stille op med de pokkers madpakker?
Er jeg virkelig den eneste der bander det langt væk? Mangler jeg et eller andet gen der burde få mig til at juble og hoppe ud i køkkenet hver aften når madpakkerne skal laves?
For slet ikke at tale om de mødre der glade står og smøre madpakker om morgenen - men det er et emne jeg slet ikke tør bevæge mig ind i...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar