11 september

Jeg kan altid præcist huske, hvor mange år siden at 9. september blev en dato vi aldrig ville glemme.

I dag for præcist 13 år siden, havde jeg som alle andre en helt almindelig dag. Jeg var 17 år gammel. Jeg kan huske at jeg så det som glimt i fjernsynet og der gik nogle lange minutter før jeg forstod hvad det gik ud på. Med åben mund, store øjne og en hånd på den store runde mave, stod jeg bare som forstenet og så på. Endnu skulle der går timer før jeg rigtigt forstod hvad det var jeg lige havde set. Jeg havde set det med mine egne øjne, flere optagelser vidste det samme gang på gang, og alligevel var det svært at forstå.

Mange lande ligger i krig. uskyldige mennesker dør hver evig eneste dag. Soldater rejser fra deres familier, sætter livet på spil for at hjælpe til og forhåbentlig stoppe onde mænds handlinger. Selv var vi i krig længe før jeg blev født - jeg hørte historierne fra min farmor og skrev stil om det i skolen. Det var det jeg kendte til krig. Og selvom jeg havde ondt af de uskyldige børn der levede i krigsramte lande - så var det så langt væk og en uvirkelig ting for mig.

Den 9. september 2001 blev det en virkelig for mig. Tænk at man i et land uden krig, kunne stå op en morgen præcis som man plejede. I en fredelig by, i et fredeligt land. Et land uden krig. Og uden at den mindste mistanke, kunne man tage af sted til job - vinke til sine børn, sige farvel til manden, måske endda snerre lidt og brokke sig over små bagateller som så mange morgener før. En helt almindelig morgen, uden nogle som helst signaler på at krigen om mindre end 1 time, ville snige sig ind over idyllen, som en skygge på himlen ingen havde set komme, og slå flere tusinde mennesker ihjel.

Jeg kan huske hvor ked af det jeg blev. Chokket over at det kunne ske i et land som USA, frygten for at det næste mål ville være Danmark, fyldte alle samtaler rundt omkring mig. Tvivlen og utryghed fyldte sig op inden i mig selv og med et ramte alle tankerne mig. Hvad havde jeg gang i? Hvad var det dog for en verden jeg skulle til at sætte et barn ind i?
Had, krig, ødelæggelse og sorg. Mennesker der kun tænkte på målet og hvad der var godt for dem selv. Mennesker der var villige til at slå uskyldige mennesker ihjel, blot for at sætte et statement - for at få deres vilje. Skulle mit barn sættes i verden midt i dette?

Jeg må indrømme at det optog en del af min graviditet og erstattede glæden med sort skygge af tvivl og utryghed. Heldigvis slap frygten og tvivlen mig igen efter noget tid, men jeg tænker altid tilbage på den følelse jeg af afmagt jeg oplevede den dag. En afmagt der minder mig om hvor skrøbelige og samtidig ufatteligt privilegerede vi er. En følelse af at lille forskræmte jeg, klarede de udfordringer der stod foran mig og ventede.

Jeg har altid en speciel følelse i maven når kalderen sige 11 september og pigerne får altid et ekstra langt kys og et ekstra langt blik når jeg kigger til dem inden jeg selv går i seng. Den 11 september går jeg altid i seng lidt mere taknemmelig.