En dejlig morgentur, med den sidste milde sol, grønne bade og glade børn - det er skønt at være oppe og i gang fra starten af, og hver gang spørg jeg mig selv om, hvorfor vi dog ikke gør dette noget oftere?!?
Da vi var næsten hjemme, ville pigerne gå balance på nogle cykelstativer. Vi stod der, i vores egen lille verden og pjattede, da en mand pludselig kom hen til os. Jeg havde ikke rigtigt noget at spotte ham, da han pludselig spurgte om vi boede i nærheden og hvad pigerne normalt lavede lørdag formiddag... Øhhhh????
Men heldigvis lod vi tvivlen komme ham til gode, for det viste sig at han var indehaveren af den nye helteskole. Jeg har læst om det før og tænkt at det bestemt ville være noget for min piger - især store C. Han havde også spottet store C, og han var vild med hende. Han ville have hende på sit hold og på 0,5 havde han selvfølgelig fået os overbevist. Det var helt utroligt, hvad han kunne stå og fortælle om vores piger, som han kun havde set i noget der svarer til 10 min. Men han ramte bullseye med alle sine antagelser. Meget imponerende.
Store C virker som en stærk pige, når man møder hende. Men inden i er der en masse uro og utryghed. Hun er fuld af selvtillid og tør de mest vanvittige ting. Fx er det intet problem for hende at stille sig op og holde en tale foran 20-50 mennesker. Hun elsker at performe og en gang til sfo´ens talentshow, hjalp hun pædagogen med at udfylde ventetiden, da noget teknisk gik galt, ved selvfølgelig lige at synge en lille sang. Hvem gør det foran 200 mennesker?
Men underligt nok. Lige så meget selvtillid hun har, lige så lavt selvværd har hun. Det er inspirerende, på sin vis, at spotte et barn der er så dygtig, evigt glad og super modig, kæmpe med at hun ikke føler hun er god nok. Hun er ikke som de andre. Og nej det har hun nemlig helt ret i. Hun er helt sin egen og mit største ønske for hende er at hun en dag accepterer at det er helt okay at gå ud af normen. Det og så skal hun lærer at slappe af. Hun skal lærer at der er tider hvor man performer og så er der tider, hvor man er koncentreret og lytter. Hun skal lærer at mærke efter indeni sig selv, å det hele ikke altid skal kører med 180 i timen.
Det er lige præcis det helteskolen går ud på og Karim (træneren) spottede alt dette i mit skønne barn, på blot 10 min. Alle de tanker om at hun er unik, men står med nogle kæmpe udfordringer foran sig, om at få disse kvaliteter til at spille sammen. Lærer hvornår tiden er til de forskellige ting og lærer at være i balance med sig selv - for når hun lærer det, vil ingen k
unne stoppe hende. Alt det havde han allerede fanget og han var mere end ivrig efter at få hende på holdet.
Selv Drømmemanden var imponeret og der skal ellers meget til.
Lille C kæmper med nogle andre ting, så selvfølgelig skulle hun også med. For lille C er det sjovt nok lige omvendt. Hendes selvværd er så højt og hun er stjernen i sit eget liv. Det er gode evner at have, hvis det ikke går ud over selvtilliden, som det desværre gør i lille C´s tilfælde. Hun kan ikke bærer at lave fejl, der er ikke plads til fejl i hendes verden og derfor undgår hun desværre mange ting. Det der med at prøve sig frem er ikke en mulighed for lille C. Hun skal kunne det, ellers gør hun det ikke - punktum.
Jeg glemmer aldrig da hun skulle starte i 0. klasse. Vi havde fået et brev med hjem, hvori der stod at man 1) skulle lærer en lille sang 2) gerne måtte tage en blomst med der kunne pynte i klassen.
Sangen havde vi øvet og øvet og øvet på, men alligevel gav den så mange mavesmerter hos den lille pige, der var bange for at hun ikke kunne huske den, at vi måtte aftale med hende at man bare kunne synge helt stille, så var der ingen der opdagede, hvis man sang forkert. Jeg tror stadig ikke vi havde fået hende ind i den gymnastiksal med hende, hvis vi ikke havde lavet den aftale.
Blomsten vi havde valgt at tage med, var den fineste lille hvide mini-orkide, som vi havde sat i en fin lille lyserød urtepotte. Længe havde hun gået og beundret blomsten og hun syntes den var noget af det smukkeste. Da vi skulle afsted, tog hun glad og ivrigt posen hvor blomsten stod i. Hun var spændt på at starte i skole og spændt på hvor hendes blomst mon skulle stå i klassen.
Men da vi kom over i den store gymnastiksal, hvor alle børnene sad på gulvet og fik læst historie op af inspektøren, fik jeg pænt overrakt posen med blomsten - den kunne jeg lige holde. Og da børnene alene skulle gå med deres nye lærere ned til klassen, ville hun på ingen måde have sin blomst med. Den skulle blive i posen og ingen måtte se den, så jeg beholdte den og vinkede farvel til hende.
Da vi senere kom ned til hendes klasse, havde hun fået dannet sig et godt overblik over de andre børns blomster, hvordan de så ud og hvor de var blevet stillet henne. Nu måtte hendes blomst endelig komme op af posen og den fik en fin plads på kommoden lige ved siden af hendes nye plads.
Og sådan er de altid med lille C - som heltetræneren sagde "De to piger har lige præcis det den anden har brug for" og det er sjovt, for sådan havde jeg aldrig tænkt på det, men jeg må give ham fuldstændig ret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar