Dårlig samvittighed

Hvad er det lige der sker med os mødre og dårlig samvittighed? Er det noget vi skrev under på at lide af, da vi valgte at blive mødre?

 

I dag snakkede jeg med min skønne kusine. De havde ikke været på ferie dette år, hvilket hun havde brugt alt for mange timer på at være trist og have dårlig samvittighed over.

Jeg kan godt forstå hende. Det er surt ikke at kunne tage sin børn på ferie, om det så er en tur på camping eller med fly på charter. Det gør ondt. Og vi ved jo at alle de andre venter på at fortælle vores børn om alle de skønne steder de har været i ferien når de kommer tilbage på skolen. Mens vores dejlige unger ikke har et fancy eventyr de kan fortælle om.

 

Det stikker i mit moderhjerte. Det er så voldsomt og så hårdt, at jeg simpelthen bliver nødt til at lukke ned for den dårlige samvittighed og huske mig selv på at jeg gør det hele så godt jeg kan. Og jeg er sikker på at der også findes mange andre børn, som ligesom mine børn ikke lige kommer afsted i år. Eller måske aldrig har været afsted. Og måske, det er meget muligt, er der mange andre børn der har det meget værre end mine.

 

En anden ting jeg er nødt til at huske mig selv på, og det er nok det vigtigste, det er alle de gange jeg har fået kuldegysninger af små forkælede og forvente børn der ikke har andet i hovedet end hvad mor og far forære dem næste gang.
Børn der tror det er okay at stille sig op og lave en scene, fordi de får et nej.
Eller forældre der uden at vide bedre fortæller at "lille Bertram på 6 år har været sure på dem i en uge, fordi de ikke skulle på vinterferie i år" vel og mærke et valg forældrene har taget fordi sommerferien bød på 3 uger på Bali i stedet for.
Bertrams grundlag til at være sur var i følge ham selv, at når han ikk sku ud og rejse, havde han jo ikke noget at fortælle de andre børn efter ferien.

 

Jeg har ondt af lille Bertram på 6 år der måtte blive hjemme i vinterferien. Mere ondt end jeg har ondt af mine egne børn der ikke kom på sommerferie.

For hvordan vil Bertram mon vokse op, når han tror det er okay at være sur på sine forældre over at han kun kommer på 1 ferie i år?
Hvordan er det kommet så vidt at Bertram har så stort et behov for at prale om ferie og luksus?
Hvad vil der ske med Bertram, når mors og fars penge bliver skiftet ud med su, pasta med ketchup og en alt for dyr husleje?
Og vigtigst af alt, hvis Bertram allerede i en alder af små 6 år har fået pålagt sig så dyre behov for at kunne eksistere, hvordan kan Bertram så lærer at sætte pris på tingene og livet?

Det kan godt være at jeg ikke kunne give mine børn en drømmeferie i år. Men jeg giver dem noget der er meget vigtigere og værdifuldt.

Om nogen har mine børn fået en viden om hvordan livet rigtigt fungere ned i deres rygsæk. De har lært at sætte pris på de små og vigtige ting. Og de har lært at lykke ikke behøver at koste penge.