Jeg bruger et meget kraftigt ord som hader, når jeg skal fortælle om mine følelser ved at hente mine børn efter de været ude og lege hos andre børn.
Ofte får man som den hentede forælder lov til at stå i døren eller hvis man er rigtig heldig (ofte når det er blevet koldt udenfor) får man lov til lige at komme nok indenfor til at hoveddøren kan lukkes så der ikke kommer gennemtræk.
Og der kan man så stå og trippe mens moderen i huset kalder blidt på børnene der befinder sig ovenpå. Og som om det nogensinde har været nok at kalde en enkelt gang efter to piger der leger prinsesser og Barbie, begynder moderen glad at snakke om vind og vejr. Selvfølgelig skal vi lære hinanden at kende på en eller anden måde - men behøver det være lige nu, hvor jeg står med indkøbsposer, mad der skal laves, jeg har ikke fået kaffe i minimum 1 1/2 time og der er stadig lang vej hjem?
Og ærligt, hvad kan jeg stille op, pænt her uden for døren, mens du står der og skvadre om dit arbejde og ting der egentlig slet ikke kommer mig ved? Jeg smiler pænt, siger "ja" "når" og "nej" på de rigtige tidspunkter mens det eneste jeg tænker på er hvorfor pokker har du ikke hentet mit barn endnu?
For hvis du ikke vil have at jeg skal vade igennem dit hjem og selv hente hende, så bliver du altså nødt til at komme ind i kampen.
Og så lad os da bruge sommerfester, forældremøder og klippeklisterdag til at lære hinanden at kende. Eller byd mig på en kop kaffe så vi rigtig kan snik snakke om sladder på skolen og alt muligt andet som ikke interessere mig det fjerneste lige nu.
Jeg har forældre i mine børns klasser, som jeg snakker super godt med - så det er endelig ikke fordi jeg ikke gider at være social. Jeg elsker at være social og jeg synes det er det vigtigste i vores børns skoletid at involvere os på alle leder og kanter. Jeg vil rigtig gerne snakke med dig, hvis du viser en oprigtig interesse og ikke bare står der og snakker om lige gyldigt vind og vejr ting. Vi har ikke alle den samme kemi i mellem os og nogle forældre finder man bare sammen med fra dag 1 af. Og den snak elsker jeg. Det kan det snildt tage 2 timer at hente børnene - men når jeg skal hører om hvad der sker på skolen, hvad vi snakkede om til forældremødet og hvad du håber de siger til næste forældremøde (om 1 år) så hopper kæden altså af for mig. Så prøver du bare at fylde tiden ud og det er der ingen af os der har godt af. Når jeg så har stået der og trippet ved din dør i 1/2 time, og du står lænet op af væggen i varmen og tilsyneladende har glemt alt om det barn der skulle hentes, bliver jeg utålmodig og prøver at kalde ind i dit hus i en eller anden retning. Børnene svarer at de ikke vil komme ned og du smiler. Hmm nu har jeg kaldt 3 gange efter mit barn. Du virker stadig ikke interesseret i at hjælpe mig, hverken ved selv at kalde eller give mig lov til at gå ind selv. Så jeg hæver min stemme og siger "nu er det nu - kom så ud og få sko på" og med slæbende fødder og surmule kommer to piger ud fra værelset. Hvorfor skulle du sætte mig i den position kære mor?
I stedet for at få lidt hjælp fra dig, måtte jeg hæve min stemme og traske ud af dit hjem med en surmule. Heldigvis er hun glad igen så snart cyklen er låst op, men vi er nu 1/2 time forsinket og det eneste jeg tænker på er maden der skal laves og hvor irriterende det var at du stod der og smillede og troede vi var sociale fordi vi lige sladrede denne ene gang. Og næste gang jeg ser dig smiler du måske pænt og siger "hej", men vi ved jo begge at vi ikke kommer til at snakke sammen igen - så hvad var pointen egentlig lige???
Ingen kommentarer:
Send en kommentar