Hyttetur - mon jeg overlever???

Det har været en meget underlig morgen i dag. Store C skulle på hyttetur og det bryder moren sig bestemt ikke om.
Jeg ved godt, at det bliver super sjovt for hende og hun glæder sig så meget og er mere end parat. De har selv fået lov til at vælge, hvem de skal sove på værelser med. Så i går mødtes pigerne, for at tage ned i slikbutikken og købe proviant til turen. De havde selv planlagt det og aftalt et beløb, som alle kunne være med på, så ingen af dem blev snydt. Jeg er meget stolt af min lille/store pige.

Her til morgen, kunne jeg dog godt mærke at det virkelig gjaldt nu. Jeg har det så dårligt med at give slip på mine børn, så jeg har rystet hele morgen og følt mig syg, mens jeg prøver at vise at jeg er helt cool med situationen.

Jeg har dobbelttjekket hendes kuffert - 5 gange. Så den burde være okay nu.
Alligevel har jeg løbet rundt hele morgenen, som en kylling der har mistet hovedet - puha hvor bliver jeg snart nødt til at tage mig sammen. Det nytter ikke noget at det kun er mormor jeg føler mig tryg ved.

Med termokrusene fyldt med te til store C og kaffe til mig - og kufferten dobbelttjekket for 6. gang, er der vidst ingen vej udenom. Vi slæber kufferten ned til bilen og køre mod stationen, hvor vi skal mødes. Vi er i god tid, men der er alligevel allerede kommet mange før os, og stemningen af lejrtur, spreder sig hurtigt på hele stationen.
Jeg begynder at få det lidt bedre, mens vi står her - men efter alt for kort tid, er det tid til at sige farvel. Lærerne skal have mulighed for at få et overblik over alle eleverne og dette er svært, med alle os forældre, der fylder godt i landskabet. jeg må overgive mig og sige farvel. Med et stooort smil selvfølgelig.

Da jeg går ud til bilen, tænder jeg lige en smøg, inden jeg køre væk. Og så er det, at jeg pludselig tager mig selv i at stå og vente - ikke 5 min, ikke 10 min, men hele 20 min. Jeg har parkeret biln, hvor jeg kan se ned på perronen, men de kan umiddelbart ikke se mig. Smart ikk?
Så som en anden stalker, står jeg nervøs og holder øje med alle børnene der stimler sammen nede på perronen. Og så kommer toget.

40 børn, myldre ind og finder deres pladser. Jeg kan nærmest mærke deres spændte sommerfulge i maven og glade humør helt oppe hos mig. Hvor er det dejligt for dem, bliver jeg ved med at messe for mig selv - mens jeg vemodigt ser på, mens toget forlader perronen. Jeg går tættere på og noterer at ingen børn står forvirret tilbage.
Hun klarede det - selvfølgelig gjorde hun da det. Og hun får en dejlig tur - selvfølgelig gør hun da det.

Det er kun 3 dage hun skal være væk, så mon ikke jeg bare skal tage mig sammen? Det er bare det der med, at hun mere eller mindre skal klare sig selv nu. Der er ingen der holder hende i hånden, hjælper hende med kufferten og konstant har fokus på hende. Det kræver sit, at minde mig om at hun trods alt,e r opdraget til at være en ung fornuftig pige og jeg har fuld tiltro til at hun kan tage vare på sig selv, og ved hvad der skal gøres, hvis hun skulle blive væk fra flokken eller noget andet går galt. Jeg ved at hun er klog og fornuftig, men lige nu er hun bare min lille pige, der skal beskyttes og passes på.

Toget er forlængst kørt, så jeg sætter mig ind i bilen, og køre hjemad mens jeg tænker "er jeg mon den eneste der har så svært ved at give slip på mine børn?"

Hjemme igen, har lige tændt for kaffemaskinen, for det her kræver kaffe - meget kaffe. Og så ringer tlfén. Det er store C, som bare lige vil fortælle at hun er kommet godt med toget og har det godt. Hmm, mon barnet kender sin mor?

Jeg må endnu engang konstatere at det er på tide at tage sig sammen. Store C skal hygge sig og have nogle spændene dage, sammen med de andre elever. Og vi skal hygge og udnytte at vi kan give lille C lov til at være i centrum. Det bliver rigtig dejligt for os alle sammen og det er jo sundt at savne ikk? Så jeg klistre tlfén til hånden de næste par dage og bilder mig selv ind at jeg sagtens kan klare det.