Det var så det

Jeg lovede at skrive og fortælle, hvorfor jeg har været lidt trist, specielt i sidste uge.

Sagen er ganske simpel - jeg har sagt op på mit arbejde.

Ja jeg ved godt, det måske lyder simpelt, men det tog hårdere på mig end jeg havde regnet med. Jeg har været forfulgt af stress på arbejdedet og en svag ryg er ikke godt, når man løfter på kasser, hylder og tørrestativer i massevis.

Jeg vidste godt at jeg skulle sige op en dag - Meningen var faktisk at jeg skulle sige op sidste år. Jeg har altid drømt om at arbejde i IKEA, men aldrig om at være ude i butikken. Jeg startede ved siden at mit studie, som en del af min taktik, i at arbejde mig op. Men sidste år fandt jeg ud af at det ikke var muligt for mig. Jeg måtte videre. Men det er svært at komme videre, når man som jeg, finder det betrykkende at have noget at stå op til.

Man går og ønsker en masse drømme, men der sker bare aldrig rigtig noget - for jeg har jo et arbejde, så jeg kigger lige på det i morgen.
Hvor har jeg dog tænkt denne tanke mange gange.

"Hvis du altid gør, som du altid har gjort. Vil du altid få, hvad du altid har fået!"

Så nu har jeg altså givet mig selv sparket. Jeg må ud af min comfort zone og se at komme i gang med at realiserer mine drømme. Der er så meget i mig, så jeg kan ikke tillade mig selv at stoppe her.

Først mødte jeg en lettelse uden lige og en masse inspirerende tanker væltede ind over mig, den aften. Det var dejligt at se fremad. Men jeg blev også ramt af en frygt. Den kom lige så stille snigende ind i mig og sendte mig en uge på sofaen. Jeg kunne lige pludselig ikke overskue andet, end at spekulerer over om jeg nogensinde ville blive til noget. Ville jeg nogle sinde få opfyldt mine drømme?, vil jeg nogensinde få selvrealiseret mig selv?

Puha - man må ikke tænke så nogle tanker. Selvfølgelig kan det være okay, at ligge sig på sofaen et par dage, være lidt ydmyg og egentlig mærke efter, at du ikke helt er tilfreds med sådan som tingene er nu. Vi går alt for tit bare rundt i vores trummerum og tror at det hele er perfekt - men når vi bevæger os ud af vores comfort zone, kommer alle de virkelige følelser og drømme frem.


Så jeg rejste mig selvfølgelig igen!

Jeg må jo bare finde en ny taktik, jeg må ud og udfodre mig selv og verdenen, som ligger åben for mig. Den er lige derude.

Jeg er ikke bange længere, jeg er ikke ked af det mere. Jeg er ked af at jeg skal sige farvel til mine skønne kollegaer, selvfølgelig er jeg det - men det bliver også rigtig dejligt at komme videre.
Jeg har fået sagt mentalt farvel, så godt det i hvertfald er muligt, når jeg naturligvis har nogle ugers arbejde tilbage endnu. Men det er en rar følelse nu.

Og ideérne står allerede i kø, så jeg knokler derud af med at gøre dem til virkelighed.

 

Jeg har en drøm, jeg er god til det jeg vil, så nu er der kun en ting at gøre - gå imod drømmen :-)