Hvorfor mig?!?

Vi har kun det sjov vi selv laver, den er jeg med på. Men hvorfor er det at jeg altid skal udsætte mig selv for pinlige oplevelser???

 

Store C kom jo hjem fra hyttetur i dag. Jeg havde fundet nogle bukser som havde ligget i gemmerne og tænkte da straks "hvorfor mon det er så længe siden jeg har haft dem på?"

Det er sådan nogle rigtig lækre løse afslapnings bukser og det var lige hvad jeg havde brug for i dag.  Så de røg på, og blev fint suppleret af en sort basic bluse, gråt tørklæde med stjerner og min læder jakke. Drøn smart så-lækker-ser-jeg-ud-når-jeg-slapper-af look - i kender det godt ikk?

Så jeg drog glad afsted til stationen sammen med lille C, for at hente storesøster.  I god tid naturligvis så man er sikker på at nå det og lige kan hygge sludre med de andre forældre, inden hele banden kommer hjem.

 

Og jeg osede skam også af overskud, syntes faktisk det hele var ret så okay. 
På vejen hjem, holder jeg da også lige ind ved hovedgaden for at hente garn i stof butikken - og så er det det sker!

Da jeg sætter mig ind i bilen opdager jeg, til min store skræk, et ualmindeligt stort hul i bukserne - lige mellem benene naturligvis.  For det kan jo ikke være anderledes med mit held :-(

 

Nu forstår jeg pludselig, hvorfor bukserne ikk har været i brug længe.

 

Pigerne var flade af grin og syntes det var det sjoveste de nogensinde havde oplevet, mens det eneste der kørte på højtryk i mit hovede var "hvor mange forældre har mon set dette kæmpe hul?"

 

Og der er ingen tvivl - de kan umuligt have undgået at se det...

 

 

 

 

Mon ikke drømmemanden skal aflevere pigerne det næste års tid, indtil alle har glemt mit lille (store) hul i bukserne stunt :-)
Og så husker jeg naturligvis at sy hullerne i tøjet, så snart jeg opdager dem!