I dag var jeg til kontaktforældre møde, i store C´s klasse og det gik bare så forrygende. Der er desværre nogle svære episoder, efter sammenlægning af klasserne, men lærerne er virkelig dygtige og vi (kontaktforældrene og lærerne) fik her til aften, en super dialog og lagt en plan omkring, hvad vi gør i fremtiden - jeg er sikker på at det nok skal blive rigtig godt med tiden.
Men da jeg sad her til aften, som en del af kontaktforældrene, var det tydeligt at mærke, hvor meget jeg har ændret mig. Fra at være den yngste mor i klassen og dermed ikke "god nok" til pludselig at træde i karakter og vise at nok er jeg ikke lige så gammel, men jeg er lige så meget mor.
Der er sket så mange ting med mig de seneste par år. Jeg har fået troen på mig selv og jeg kan mærke at jeg vokser lidt mere, for hver oplevelse jeg overlever.
Det er mærkeligt hvordan nogle bider meget fast i, at jeg er ung mor, mens andre virker som om de slet ikke havde opdaget det.
På store C´s gamle skole, var der en mor som havde adopteret sine børn. Sød mor, søde børn - men hun kunne vidst bestemt ikke lide mig.
Jeg har ikke noget bevis på min påstand, men oplevelser, hvor jeg tydeligt blev holdt uden for forældre samværet, fik mig til at undre mig. Jeg havde hverken sagt eller gjort noget - vi var tilflyttere fra København og jeg anede ikke hvad der foregik. Måske var det bare de forældre der kendte hinanden så godt og ikke lige tænkte over at spørge mig - eller var der virkelig hold i mine tanker?
Da hele klassen skulle til børnefødselsdag i en biograf, et stykke uden for vores by, opdagede jeg at alle forældre havde lavet kørsels aftaler så de ikke behøvede køre alle sammen. Der var bare ingen der havde spurgt os.
Og da jeg en måned efter skulle hente store C fra en børnefødselsdag, hos netop denne pige, opdagede jeg til min store rædsel, at alle mødrene sad og hyggede med forældre kaffe og kage. Der havde intet stået på den invitation som store C havde fået med hjem og ingen antydede det mindste til at det var okay jeg også satte mig - tvært imod. Jeg blev vist direkte ud i haven, hvor ungerne legede, fik af vide at det var gået rigtig godt - I ved casual smalltalk - og så fik jeg stukket jakke og sko i hånden. Så ved man jo godt at man ikke er velkommen.
Så jeg måtte synke kamellen og tænke fair nok - vi kan ikke alle sammen elske hinanden.
Men en dag skete der noget uventet. Vi var kaldt til forældremøde og til dette møde, blev vi opdelt i grupper, jeg kom selvfølgelig i gruppe med denne mor. Vi fik stillet nogle spørgsmål, som vi så skulle snakke om i gruppen (virkelig god ide i en klasse, må jeg lige tilføje). I starten var vi lidt forsigtige, men pludselig brød barrieren og vi turde fortælle alt det som vi troede kun skete hjemme hos os.
Jeg kan huske at jeg til et af spørgsmålene svarede, at hjemme hos os var der nogle ting der ikke var til diskussion. Vi køre måske lidt hårdt og kontant på nogle af tingene, men vi mener at det er os der ved bedst, fordi vi er de voksne - punktum. Nogle spørgsmål er bare ikke til diskussion og så er der andre ting, som man kan diskutere med et barn på 5-7-9 eller 11 år.
Mens jeg sagde det opdagede jeg at moren sad og kiggede på mig og nikkede - pludselig åbnede hun munden og gav mig faktisk ret og vi fik en rigtig god debat ved vores bord.
2 dage senere stod jeg i køen i fakta med lille C, som på det tidspunkt har været 3 år. Lille C snakkede meget højlydt og fortalte mig (og alle andre i køen) at hun var kærester med far og Malou fra børnehaven. Alle i køen småfniste over den lille charmetrold, der stod der helt alvorlig og pludselig blev der lagt en hånd på min skulder. Jeg vendte mig om og der stod, lige så glad og smilende, den føromtalte mor og sagde glad "når det vidste du nok ikke om din datter var?" ;-)
Vi grinte og små sludrede, mens vi fik betalt og pakket varene sammen. Vi sagde endda "vi ses" da vi strøg videre i hver vores retning. Og fra den dag af, var jeg inde i varmen som mor i klassen.
Jeg tænkte meget over hvad der var sket og det slog mig at hun havde set mig som mor, for første gang til det forældremøde. Noget må være gået op for hende - men hvad? At jeg tog mit ansvar seriøst? At jeg kæmpede med de sammen problemer som hende og alle andre mødre? At jeg var okay?
Og hvorfor skulle jeg så egentlig godkendes af denne mor?
Jeg tror simpelthen at hun ubevidst har set ondt til min side pga vores forskellige situationer. Her har hun kæmpet imod barnløshed i flere år og til sidst er hun endt med at adoptere.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om at hun elsker sine piger, ligeså højt som var de biologiske - og ingen der har set hende vil kunne sige andet, hun er en super mor.
Men når der så kommer en ung pige fra københavn, som vel bare har fået dette barn som en upsér, og nu er skide ligeglad med den gave hun har fået (sådan har moderen vel tænkt) så kan jeg godt forstå man bliver bitter. Men da jeg viste hende at jeg er ligeså meget mor som hende, at jeg tager det seriøst og at store C på ingen måde var nogen upsér - så ændrede hun sig pludselig.
Gad vide om hun overhovedet selv har oplevet hvad der er sket???
Jeg ved det ikke. Men jeg accepterede inderst inde i mit stille hendes håndsrækning, fordi jeg forstod hende. Og jeg har længe accepteret at folk kigger på mig og tænker sit, pga min alder.
Derfor er jeg også endnu mere stolt af at turde stille mig i front som kontaktforælder og vise at også jeg, tager mine børn og deres skolegang seriøst, selvom jeg er ung. Jeg er mor ligesom alle andre mødre og endda en okay en af slagsen - også selvom jeg gør tingene på min måde og ofte føler mig som
Verden dårligste mor ;-)
.png)
