Jeg elsker indre København - specielt nu, hvor det ikke længere er en del af min hverdag. Jeg ville ønske jeg kunne indeholde tilpas nok ro og overskud, til at leve som vaskeægte Københavner-mor, men jeg har måttet erkende at det er bare ikke mig. Trygge cykelstier, skov, strand og at hilse på naboerne på gaden, er altså bare mere mig.
Men jeg må indrømme at der er noget inden i mig, der nærmest eksplodere når jeg så endelig tager turen til Købehavn. Historien der oser ud fra alle gadehjørnerne rammer mig. Jeg er forelsket i den frie livstil og jeg snuser alle indtryk til mig mulighedernes by.
Så jeg havde arrangeret en tur til København med familien.
Min far er vokset op inde i Laksegade, som ligger lige bag ved Holmens kanal og er en af de velbarede gamle gader fra centrum. Så selvfølgelig gik vi derover bagefter og mens jeg fortalte om historier og prøvede at få familien ind i den rette Københavner stemning og føle historien helt inde under huden, stod pigerne med lidt kedelige øjne og kiggede på mig, mens det lyste ud af dem at det eneste de tænkte var "hvornår er hun mon færdig, så vi kan komme videre"
Jeg prøver hver gang, men den der følelser jeg har i mig, er vidst ikke en familien deler med mig.
Vi gik en tur igennem København, hvor selve gåturen er en oplevelse af sig selv.
I Kongens have spiste vi vores medbragte madpakker, nød solen på græsplænen, mens pigerne legede i springvandet. Godt mættede af oplevelser og madpakken, var det tid til at tage hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar