Min falliterklæring

Sidder på mon altan. Klokken er 2 om natten og jeg kan ikke sove. Så jeg nyder regnvejret med en kop te og roen i skæret fra pigernes hjemmelavede lys.
Hvis jeg ser bort fra at min altan er alt for rodet, er det faktisk helt rart at sidde her og nyde stilheden. Alene for mig selv.

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men denne sommer må jeg erklærer mig total fallit. Pigerne er taget med Drømmemanden til Fyn. Over til hans familie. Vi skulle alle have Været afsted, have nogle hyggelige dage sammen, bare væk hjemmefra og ikke skulle tænke over tingene, når nu pengene ikke var der til en rigtig ferie i år.
Men natten op til at vi skulle afsted kunne jeg ikke sove. Jeg havde det pludseligt ikke godt med at skulle væk fra mine vante trygge rammer. Tanken om at jeg ikke vidste hvad dagene ville bringe - en tanke der normalt ville Være rar og tiltrængt i ferien - fyldte sig op indeni mig. Af en eller anden uforklarlig grind kunne jeg ikke holde tanken ud.

Så jeg måtte sende mand og børn afsted og skuffet blive hjemme. Jeg kunne og ville ikke byde dem at blive hjemme, fordi jeg er blevet små tosset. Nu var ferien jo ligesom aftalt og selvfølgelig skulle de afsted.

Så jeg tuller bare rundt herhjemme. Jeg har fået ryddet op i nogle papirer, vasket en masse tøj og ordnet forskellige ting.
Det hjælper lidt på den ufattelige dårlige samvittighed jeg går rundt med over at have ødelagt vores ferie.
Som mor kan man jo ikke bare give stikket ud og bede om frihed, plads og ro. Men hvorfor egentlig ikke? Hvorfor et det så pokkers svært for mig at tillade mig selv at have ondt?

Er jeg virkelig så meget mere en mor fremfor et menneske?

Jeg savner dem konstant og jeg straffer mig selv dagen lang, med de værste tanker om at jeg nu har ødelagt  hele sommerferien. Men jeg har jo tidligere til at rette op på det igen, har jeg ikke?

Hvis nu jeg bare kunne give mig selv lov til at slappe lidt af, passe på mig selv og tage mig selv først bare en enkelt lille gang.
Jeg ved godt det er det dummeste tidspunkt jeg har valgt at lytte til mig selv på - tro mig jeg ville ønske jeg kunne slå autopiloten på og smile som jeg har gjort så godt i så mange år nu. Men på et eller andet tidspunkt bliver kæden nødt til at hoppe af. Og det blev desværre nu.

Heldigvis har vi stadig nogle uger tilbage, hvor jeg så forhåbentligt kan værelser der for dem og heldigvis kan jeg bruge dette som en lille remiser på at jeg altså bliver nødt til at tænke på mig selv, bare engang imellem.

Det er en svær tid for mig lige nu og jeg er så ked af at et skulle gå ud over mine børn, men jeg må bare erkende at også jeg er et menneske og lige nu er jeg erklæret fallit.
Det går ikke over bare fordi jeg smiler og prøver at skjule det. For jeg kan desværre ikke skjule det for mig selv. Og det mærkede jeg så nu.

Og så er det da i hvert fald en trøst at vide at jeg har valgt en så god far til mind børn, så de ikke mærker noget til det. Lige nu sover de i telt (gad vide hvad tid de vågner fordi det er koldt) og de oplever en masse skønne ting. Og vigtigst af alt fik de lov til at komme væk hjemmefra, på en lille ferie og opleve en masse som de ikke kunne opleve her.

Så jeg må prøve at gemme mon dårlige samvittighed væk og få det bedste ud af det vi nu engang har og kan. Det kan jo alligevel ikke Være anderledes - vel???