Du er nu nr 1 i køen!
Jeg beklager rigtig meget at der den seneste tid har været meget stille her på Bloggen. Jeg har haft rigtig mange ting om ørerne - både følelses mæssigt, mor mæssigt, projekt mæssigt og manglende job mæssigt.
Det hele føles lige nu, som den værste rutschebane tur jeg har oplevet. Det ene øjeblik er jeg fuld af overskud og stolt over de ting jeg har opnået - det næste øjeblik sidder jeg på kommunens aktiveringscenter og sætter pant på dåser, mens succesen langtsom falder som sand, igennem mine fingre.
Det ene øjeblik ser jeg store muligheder, netværket og dørene til fremtiden åbne sig - det næste øjeblik ser jeg dørene lukke sig, mulighederne forsvinde og modet briste.
Jeg er træt. Så træt af at spekulere, møde modstand og frygte at jeg aldrig bliver til noget. Jeg ved hvad jeg er værd, jeg ved at jeg er pokkers dygtig og jeg ved at får jeg vare den ene fod indenfor, bare den lillebitte chance - så vil jeg ikk være mulig at stoppe igen. Jeg vil kæmpe, med alt hvad jeg har. Jeg bobler over indeni for at komme i gang med at gøre en forskel og jeg ved at jeg vil få succes.
Jeg ved at jeg ikke vil skuffe.
Men når du ligger i en bunke, som et andet nummer, og konkurrerer imod 500 andre absøgninger - så er chancen bare ufattelig lille og det dræner mig. Tager modet fra mig.
Det har selvfølgelig påvirket min indsats herhjemme og min indsats som mor.
Jeg skammer mig over at jeg lader tingene stå til og jeg er så ked af at det er gået ud over pigerne.
Jeg har lige som privatperson, holdt et stort og flot arrangement, som jeg er så stolt af. Jeg kom på forsiden af lokalavisen, fik en artikel i ekstra bladet, blev nævnt i en anden artikel i bt, vores borgmester deltog, sammen med over 300 andre borgere og selveste Mogens Lykketoft mødte op for at støtte.
Jeg er så glad. Jeg kæmpede hårdt og er så stolt. Dette arrangement tog selvfølgelig tiden fra mine pligter som mor, men hele min skønne familie bakkede op og det føltes bare så skønt ar være i gang igen. Hjælpe en god sag.
Men lige nu, trods succes, kæmper jeg lige nu min egen kamp og det er oftest den der er hårdest at kæmpe.
Så derfor blev bloggen skubbet lidt i baggrunden. Jeg kunne ikke lige finde Overskudet, selvom mange "skriverier" hele tiden er kørt igennem mit hoved. Og når jeg nu er i gang igen, føles det faktisk dejligt befriende. Bloggen er lynhurtigt blevet en del af mig og følger mig, selv når jeg ikk sidder foran computeren.
Så nu er vi i gang igen - både som blogger, men i den grad også som mor.
Det er fredag i dag, så fordi jeg lige starter stille og roligt, har jeg fundet en utrolig nem og overskuelig opskrift på mysliboller frem som skal afprøves og forhåbentlig glæde pigerne.
Det er ganske simpelt en rugbrødsblandet, som har fået tilføjet ca 5 dl mysliblanding og bagt som boller. Der er rigtig mange, så der er både til små eftermiddags hapser og til frugtposen.
Glæder mig til at smage dem :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar