"hmm øh jeg har lidt travlt...."

Jeg bruger et meget kraftigt ord som hader, når jeg skal fortælle om mine følelser ved at hente mine børn efter de været ude og lege hos andre børn.
Ofte får man som den hentede forælder lov til at stå i døren eller hvis man er rigtig heldig (ofte når det er blevet koldt udenfor) får man lov til lige at komme nok indenfor til at hoveddøren kan lukkes så der ikke kommer gennemtræk.

Og der kan man så stå og trippe mens moderen i huset kalder blidt på børnene der befinder sig ovenpå. Og som om det nogensinde har været nok at kalde en enkelt gang efter to piger der leger prinsesser og Barbie, begynder moderen glad at snakke om vind og vejr. Selvfølgelig skal vi lære hinanden at kende på en eller anden måde - men behøver det være lige nu, hvor jeg står med indkøbsposer, mad der skal laves, jeg har ikke fået kaffe i minimum 1 1/2 time og der er stadig lang vej hjem?
Og ærligt, hvad kan jeg stille op, pænt her uden for døren, mens du står der og skvadre om dit arbejde og ting der egentlig slet ikke kommer mig ved? Jeg smiler pænt, siger "ja" "når" og "nej" på de rigtige tidspunkter mens det eneste jeg tænker på er hvorfor pokker har du ikke hentet mit barn endnu?
 For hvis du ikke vil have at jeg skal vade igennem dit hjem og selv hente hende, så bliver du altså nødt til at komme ind i kampen.
Og så lad os da bruge sommerfester, forældremøder og klippeklisterdag til at lære hinanden at kende. Eller byd mig på en kop kaffe så vi rigtig kan snik snakke om sladder på skolen og alt muligt andet som ikke interessere mig det fjerneste lige nu.

Jeg har forældre i mine børns klasser, som jeg snakker super godt med - så det er endelig ikke fordi jeg ikke gider at være social. Jeg elsker at være social og jeg synes det er det vigtigste i vores børns skoletid at involvere os på alle leder og kanter. Jeg vil rigtig gerne snakke med dig, hvis du viser en oprigtig interesse og ikke bare står der og snakker om lige gyldigt vind og vejr ting. Vi har ikke alle den samme kemi i mellem os og nogle forældre finder man bare sammen med fra dag 1 af. Og den snak elsker jeg. Det kan det snildt tage 2 timer at hente børnene - men når jeg skal hører om hvad der sker på skolen, hvad vi snakkede om til forældremødet og hvad du håber de siger til næste forældremøde (om 1 år) så hopper kæden altså af for mig. Så prøver du bare at fylde tiden ud og det er der ingen af os der har godt af. Når jeg så har stået der og trippet ved din dør i 1/2 time, og du står lænet op af  væggen i varmen og tilsyneladende har glemt alt om det barn der skulle hentes, bliver jeg utålmodig og prøver at kalde ind i dit hus i en eller anden retning. Børnene svarer at de ikke vil komme ned og du smiler. Hmm nu har jeg kaldt 3 gange efter mit barn. Du virker stadig ikke interesseret i at hjælpe mig, hverken ved selv at kalde eller give mig lov til at gå ind selv. Så jeg hæver min stemme og siger "nu er det nu - kom så ud og få sko på" og med slæbende fødder og surmule kommer to piger ud fra værelset. Hvorfor skulle du sætte mig i den position kære mor?
I stedet for at få lidt hjælp fra dig, måtte jeg hæve min stemme og traske ud af dit hjem med en surmule. Heldigvis er hun glad igen så snart cyklen er låst op, men vi er nu 1/2 time forsinket og det eneste jeg tænker på er maden der skal laves og hvor irriterende det var at du stod der og smillede og troede vi var sociale fordi vi lige sladrede denne ene gang. Og næste gang jeg ser dig smiler du måske pænt og siger "hej", men vi ved jo begge at vi ikke kommer til at snakke sammen igen - så hvad var pointen egentlig lige???

Kanelkringle opskrift

Mmmm herhjemme elsker vi kanelkringle og især Drømmemanden. Så når jeg skal forkæle ham eller måske blødgøre ham lidt til efterfølgende overtalelse, så laver jeg kanelkringle ;-) Det er super nemt, man har næsten altid det der skal bruges hjemme og så dufter og smager det jo bare som en drøm

Du skal bruge:

Dejen:
250 g mel
50 g margarine
50 g sukker
25 g gær
1 dl lunken mælk
1 æg

Fyldet:
50 g blødt smør
50 g brun farin
15 g kanel (jeg plejer altid bare at smage mig frem til hvor meget kanel jeg synes der skal i)

Sådan gør du:

1. opløs gæren i den lune mælk 
2. tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen med en elpisker og dejkroge, til dejen er ensartet og slipper skålen (det sker lige pludseligt)
3. Lad dejen hæve tildækket og lunt i ca 15. min 
4. I mens dejen hæver, kan du blande fyldet sammen. Det skal blot i en skål og piskes sammen, nemt og enkelt
5. Rul dejen ud til ca 20x40 cm og smør fyldet på. Rul dejen sammen på den brede side og læg den på en bageplade med bagepapir.
6. Hvis du ønsker det, kan du forme kringlen til et hjerte (hvis du også skal imponere manden) eller blot lade den ligge helt almindeligt, som en kanelstang. 
7. Tryk din pølse flad og klip nogle dybe slidser i dejen så du kan se fyldet inden i.
8. Pensl med sammenpisket æg og lad den hæve igen i ca 40 minutter, mens ovnen varmer op til 200 grader.
9. Bag i ovnen i ca 20 minutter og pynt med glasur når kringlen er kølet helt af.

Kære IT mand - Gå din vej!

I kom der teknikere fra dansk kabel tv forbi, fordi ejendommen skal have nyt internet - eller noget...

Jeg havde læst på sedlen at jeg skulle være hjemme mellem 10-13. Det var jeg jo så selvfølgelig og så kan der vel ikke stå mere nyttigt på den sedl kan der?

Jeg havde i hvert fald en fin idé om at han skulle lave noget arbejde ude i gangen.  Den var fin,  skoene var stillet ind til siden og lidt i 10 sørgede jeg for at lukke døren ind soveværelset.  Så jeg var mere end klar da den flinke mand ringede på 5 min over 10. Han skulle bare lige tjekke at jeg var hjemme.  Han ville gå ind til naboen nu og derefter komme ind til mig. Find fint - du kan bare komme an kabelmand.

Hvad jeg havde forestillet mig han skulle lave ude i vores nydeligt ryddede entré aner jeg ikke.  Vi har ingen stikkontakt der. Ej heller boksen til internettet,  som immervæk var det manden kom for at lave.
Måske havde den del af min hjerne der ofte kun tænker i behov,  ment at det var mest belejligt for mig, hvis de luge blev ude i gangen og ordnede deres arbejde derfra.

Jeg blev i hvert fald meget overrasket da den flinke mand,  10 min efter vendte tilbage. Selv gik ind i lejligheden og styrede direkte mod stuen.
Her lå tæppet fra sofaen midt på gulvet, min dyne lå rodet i sofaen,  natbukserne hang hvor tæppet burde hænge og mine papirer plus computer flød på hele bordet.  Den flinke mand satte sig på gulvet og mit hjerte begyndte at bakke hårdere og hårdere.  Jo mere jeg lid blikket glide hen over gulvet,  jo flere nullermænd fandt jeg.  Åh nej,  havde jeg dog bare lige brugt 1 min på at læse den skide sedl - så var dette jo slet ikke sket.

Jeg skyndte mig ud i køkkenet og skjulte mig bag en ny kop kaffe.  Det var min eneste mulighed alt imens jeg bedte til at de snart var færdige og at jeg aldrig behøvede at se den igen. Jeg skriver dem fordi den flinke mand selvfølgelig havde en kollega der da også lige skulle ind og sidde i perfekt øjenhøjde til at studere mine nullermænd.

Meget taknemmelige takkede jeg 30 lange minutter senere for deres fine arbejde. Da jeg endelig læste sedlen stod det fint beskrevet sort på hvidt at der skulle været ryddet ca 1 meter rundt om boksen - det burde man vidst ikke kunne misforstå og selvfølgelig sidder boksen ikke i gangen :-/

11 september

Jeg kan altid præcist huske, hvor mange år siden at 9. september blev en dato vi aldrig ville glemme.

I dag for præcist 13 år siden, havde jeg som alle andre en helt almindelig dag. Jeg var 17 år gammel. Jeg kan huske at jeg så det som glimt i fjernsynet og der gik nogle lange minutter før jeg forstod hvad det gik ud på. Med åben mund, store øjne og en hånd på den store runde mave, stod jeg bare som forstenet og så på. Endnu skulle der går timer før jeg rigtigt forstod hvad det var jeg lige havde set. Jeg havde set det med mine egne øjne, flere optagelser vidste det samme gang på gang, og alligevel var det svært at forstå.

Mange lande ligger i krig. uskyldige mennesker dør hver evig eneste dag. Soldater rejser fra deres familier, sætter livet på spil for at hjælpe til og forhåbentlig stoppe onde mænds handlinger. Selv var vi i krig længe før jeg blev født - jeg hørte historierne fra min farmor og skrev stil om det i skolen. Det var det jeg kendte til krig. Og selvom jeg havde ondt af de uskyldige børn der levede i krigsramte lande - så var det så langt væk og en uvirkelig ting for mig.

Den 9. september 2001 blev det en virkelig for mig. Tænk at man i et land uden krig, kunne stå op en morgen præcis som man plejede. I en fredelig by, i et fredeligt land. Et land uden krig. Og uden at den mindste mistanke, kunne man tage af sted til job - vinke til sine børn, sige farvel til manden, måske endda snerre lidt og brokke sig over små bagateller som så mange morgener før. En helt almindelig morgen, uden nogle som helst signaler på at krigen om mindre end 1 time, ville snige sig ind over idyllen, som en skygge på himlen ingen havde set komme, og slå flere tusinde mennesker ihjel.

Jeg kan huske hvor ked af det jeg blev. Chokket over at det kunne ske i et land som USA, frygten for at det næste mål ville være Danmark, fyldte alle samtaler rundt omkring mig. Tvivlen og utryghed fyldte sig op inden i mig selv og med et ramte alle tankerne mig. Hvad havde jeg gang i? Hvad var det dog for en verden jeg skulle til at sætte et barn ind i?
Had, krig, ødelæggelse og sorg. Mennesker der kun tænkte på målet og hvad der var godt for dem selv. Mennesker der var villige til at slå uskyldige mennesker ihjel, blot for at sætte et statement - for at få deres vilje. Skulle mit barn sættes i verden midt i dette?

Jeg må indrømme at det optog en del af min graviditet og erstattede glæden med sort skygge af tvivl og utryghed. Heldigvis slap frygten og tvivlen mig igen efter noget tid, men jeg tænker altid tilbage på den følelse jeg af afmagt jeg oplevede den dag. En afmagt der minder mig om hvor skrøbelige og samtidig ufatteligt privilegerede vi er. En følelse af at lille forskræmte jeg, klarede de udfordringer der stod foran mig og ventede.

Jeg har altid en speciel følelse i maven når kalderen sige 11 september og pigerne får altid et ekstra langt kys og et ekstra langt blik når jeg kigger til dem inden jeg selv går i seng. Den 11 september går jeg altid i seng lidt mere taknemmelig.

Pak maden ind - !#&$#*¿¤$#

Et lille surt opstød herfra. ..

Kender I de der skønne mødre der altid viser de flotte overskuds agtige madpakker frem som de har stået og kreeret så fint til deres børn? 

Jeg falder konstant over billeder af lækre kreative madpakker på diverse medier og hver evig eneste gang falder jeg i staver og tænker

"Hvordan pokker gør de det der???"

For ikke nok med at agurken er fint udskåret i små fine ligegyldige figurer - så er madpakken Gud - hjælpe-mig også smukt pakket ind.
Jeg kan da godt finde en udstikker eller to frem og servere stjerneagurk og hjerte melon, hvis det skulle være.  Og jeg gør det så ment også sådan ca 1-2 gange om året - eller noget. ..

Men det værste jeg ved ved de s.... Madpakker,  det er når de skal pakkes ind.

Fint ser det jo ud når det ligger der fint anrettet på spækbrættet,  men hvordan får jeg det lige ned i den lille bitte madkasse (der jo ikke skal fylde for meget i børnenes allerede godt fyldte tasker - og spørg mig ikke om hvorfor de smarte kølerum på skoletasker aldrig kan rumme mere end en madkasse til 3 halve uden tilbehør?!?) Uden at det ligger presset sammen som en trold-i-æske der bare venter på at springe op i hovedet på dig? 

Og hvad skete der lige for den ellers så nydelige madpakke,  da den blev pakket godt ind og gemt i sølvpapir? 

Ja jeg bruger sølvpapir - jeg indrømmer det.
Og jeg bander af mig selv hver aften og alle de løftede pegefingre viser sig i mit hoved,  hver gang jeg fisker den blanke rulle op af skuffen.
Jeg ved jo godt det ikke er det sundeste og ja det gemmer også alt den fine mad væk så børnene ikke ved hvad der venter dem og hellere vil smide de kedelige sølvpakker i skraldespanden.

Men hvorfor skal alt det fornuften altid svære så besværligt? 

Madpapir forstår jeg mig ikke på.  Så ligger maden halvt pakket ind, i en  madkasse der i forvejen er udsat for en tur der er en jægersoldat værdi, og bliver rystet godt og gru rundt.
Sølvpapir må man ikke og så står jeg tilbage med film.

Jeg bruger faktisk film lige for tiden til madpakkerne. Det ser så fint ud, pigerne kan overskue hvilke lækkerier der venter dem og de kan se at de ikke behøver frygte at der gemmer sig en ubehagelig overraskelse når de pakker maden ud. Og så tror jeg da at film at ok i følge sundhedsstyrelsen og hvem der ellers kan komme efter mig.

Men film er bare kun godt når du står i et industri køkken med god bordplads,  en stor rummelig holder med skarp skær på og endnu større fade der bare skal over trækkes med film.

Det duer jo ikke i mit køkken,  med min sløve saks (for skæret på pakken kan vi vidst hurtigt blive enige om ikke er lavet til film) og det duer slet slet ikke til små fine madder,  tykke fingre og en træt mor der bare gerne vil have det overstået så hun kan komme i seng.
Jeg får snildt smidt en meters penge ud hver aften og jeg er sikker på at det en eller anden dag ender med at jeg får bundet mig selv ind i kampens hede.

Så hvad pokker skal man stille op med de pokkers madpakker? 
Er jeg virkelig den eneste der bander det langt væk? Mangler jeg et eller andet gen der burde få mig til at juble og hoppe ud i køkkenet hver aften når madpakkerne skal laves? 
For slet ikke at tale om de mødre der glade står og smøre madpakker om morgenen - men det er et emne jeg slet ikke tør bevæge mig ind i...

Maddag - Hønsekødssuppe med brød til

Jeg gider ikke at det altid sjak være mig der står i køkkenet længere.  Nu er børnene efterhånden blevet så store at de burde have haft deres faste maddag for et par år siden. Men hellere sent end aldrig runger igen igennem stuerne herhjemme.

Vi har aftalt det så mange gange og pigerne brokker sig altid over at de ikk er mere med i køkkenet.  Når jeg så en sjælden gang, mærker overskuddet og spørg om de vil være med, kommer der den ene klagesang efter den anden - og så bliver det selvfølgelig lige så hurtigt droppet igen som det blev foreslået. 

Forstår de børn da slet ikke hvor meget mere besværligt det er at have dem med,  end hvis jeg lige biksede noget sammen selv? 

Men nu må jeg også til at vise mig fra min overskuds side. Og det er jo en vigtig lærer - jeg lovede mig selv, at når mine børn flytter hjemmefra en dag, så skal de kunne lave mere end de klassiske 4 retter som jeg selv mestrede i sin tid. Og hvis jeg skal overholde mit løfte til mig selv og mine kære børn,  så må vi se og i gang.

Så i dag var det store C's tur.
Hun havde valgt at lave Hønsekødssuppe.
En ret jeg altid selv har troet var enormt svær, nok mest fordi min mor købte den færdig på frost.
Men men men - er der noget mine voksne spare år har lært mig, så er det at

1: det er slet ikke svært at lave det meste selv
2: du sparer jo oceaner af penge på det.
3: du kan stadig snyde og gøre det nemt,  selvom du gør det selv

Og det kan vi jo godt lide herhjemme.

Så vores Hønsekødssuppe består af:

500 g kyllingefilet (eller hvor meget du nu lige har i fryseren)
Gulerødder
Kartofler
Knoldselleri
En pose med melboller og kødboller

Vi kan ikke lide mere i vores suppe. Men man må jo helt selv bestemme hvad man vil komme i af forskellige grøntsager.

Kom kyllingefilet i en gryde med vand,  så det passer med den mængde suppe du ønsker.
Skræk grøntsagerne og skær dem i passende mundhapser.

Når kyllingen er kogt og har trukket en masse smag ud i vandet fisker du dem op.
Kom en hønseboullion terning og grøntsagerne i gryden med vand og lad dem koge mens du skærer din kylling i tern.

Til sidst kommer du kylling tilbage i suppen.   Lad det hele koge til grøntsagerne er møre.

Kom mel og kødboller i suppen og smag til med salt.

Svære er det faktisk ikke :-)

Derfor kan man også sagtens lave et lille nemt brød til.

Vi lavede vores egen fortolkning af et foccacia brød:

Du skal bruge:
650 g hvedemel
50 g gær
6 dl lunken vand
2 tsk salt
2 spsk olie
Ca 1 håndfuld hørfrø

(+ olie og groft salt til toppen)

Rør gæren ud i det lunken vand og tilsæt de øvrige ingredienser.

Ælt dejen grundigt i et par minutter til den er blød og smidig (det er en meget våd og tynd dej, så du behøver ikke komme mere mel i)

Drys lidt mel over dejen og lad den hæve tildækket i 40 min.

Hæld dejen ud på en bageplade med bagepapir på.  Ryst pladen lidt frem og tilbage så dejen ligger sig fladt.

Kom olie på fingrene og tryk huller i dejen.
Dryp med olie og drys salt over.

Tænd ovnen på 200° luftvarme og lad dejen hæve indtil ovnen er varm.

Bag brødet i ca 25 min midt i ovnen.

Skær brødet i store tern ala kagestykker og server.

Jeg bliver lige nødt til at være lidt retfærdighed og fortælle at store C faktisk klarede hele maden selv,  både brød (efter opskrift) og suppen (dirigeret af mig)
Og jeg fik en dejlig kop kaffe imens ;-)
Flot gået af min store pige. ..

Brødet er godt både til suppe,  andre retter og som lidt ekstra i madpakken.