Hov - jeg glemte vidst barnet og hunden!

Vi har fået en præteenager i huset. Så lige pludselig er hun som forsvundet.  Begravet i computer, vi unge blade og diverse serier - kan vi, hvis vi er heldige, finde hende. Og er vi rigtig heldige, så grynter hun lettere utydelig sætninger tilbage til os når vi spørg hende om noget.

Og jeg som gik og troede at en teenager i huset betød mere larm??? Det kan vel nå at ændre sig mange gange endnu.

I dag var så en af de rastløse dage, hvor grynten bliver erstattet af en glimt af min skønne lille trold som elsker at drille.

Men som alt andet er der altså en grænse der bliver nået uanset hvor meget mand har savnet det. Og to trætte forældre + en drillepind der bobler over efter flere dages hi = endnu mere trætte forældre.
Så jeg foreslog hende at gå en lille hyggetur med hunden og få brændt noget krudt af.

Nede i gården møder hun veninden og de spørg om de må gå over på skolen - jo hvorfor ikk?
Så de to tøser trasker glade afsted med hunden. Endelig ro...

Lille C kom kort efter op, kom i bad og blev lagt i seng. Veltilfreds over min indsats (som ganske enkelt består i at holde ud i disse dage) kaster jeg mig på sofaen med computeren og sæson præmiere på de unge mødre - selvfølgelig!

Og her sidder jeg,  dejligt tilbagelænet og hygger mig med lidt skolearbejde da der pludselig går op for mig at kl er blevet mange og store C OG hund har været væk i 3 timer. 
Kl er lidt over 21 så det er ikk så meget fordi der er noget galt i det - men havde jeg virkelig lige halvt glemt dem der?

Drømmemanden ringer hende hjem og straks står moren i køkkenvinduet og spejder efter hende, som om det vil rette op på det faktum at jeg for et kort øjeblik siden havde glemt at hun var gået med hunden.

1000 tanker dukkede pludselig op, mens den ondeste smerte i maven bredte sig og meget  overbevisende mindede mig at jeg er verdens dårligste mor!
Havde hun det nu godt?
Havde hun mon stadig hunden?
Måske havde hun også glemt at hun havde ham med...
Hvorfor tog det hende nu så lang tid at komme hjem? 
Er der mon andre mødre der har "glemt" deres børn et kort øjeblik?
Nej det nægter jeg da at tro...
Eller er det mon bare sådan det er fordi hun er blevet så stor og selvstændig?
Åh nej - vokser hun fra mig nu?
Osv osv...

20 min og en kop kaffe senere kunne jeg skimte hende langt nede af vejen. 
Slentrende og grinende med veninden.
Hunden gik så fint i snor og en dreng på cykel slingrede ved siden af dem.

Selvfølgelig havde hun klaret det og hvor er hun bare stor når hun pludselig går der på den halvmørke villavej og følges med vennerne hjem.
Drengen kunne nu, for min skyld,  godt blive klippet ud af billedet. Det er hun slet ikke gammel nok til før om 100 år.

Men endnu en gang overraskede hun mig. Da de kom tættere på,  kom der yderligere to drenge imod dem. Veninden og drengen på cyklen stoppede op for at kramme og sludre - mens min skønne prinsesse vinkede hen over vejen til dem, sagde "vi ses i morgen" og luntede stille og roligt videre med hunden. 

Hjem til mor, der stod ventede med et stort kram, sommerfugle i maven og en ny kop kaffe - klar til en god hygge sludder om hvordan hendes aften havde været, hvor skægt de havde haft det og selvfølgelig en masse rosende ord om hvor flot det var at hun havde passet så godt på hunden.

Kæmpe smæk kys og nu er det Godnat her fra :-)

Morgensure børn

Det var ikke længe lykken over at være tilbage i skolen holdte.

Mandag morgen stod begge piger lysvågen, friske og kampklar kl 6.30 - sikke en dejlig morgen vi fik.
De skulle først møde kl. 9.00. Madpakker, tasker og tøj til dagen var allerede gjort klar dagen før, så vi havde jo oceaner af tid.

Alle kom glade ud af døren, med fint hår og et solidt og roligt morgenmåltid i maven, noget der ellers ofte enten bliver sprunget over eller kastet ned fordi uret stresser så forfærdeligt om morgenen.

Men selvom vi optimistiske lovede hinanden at sådan, at sådan skulle det være hver morgen, så varede lykken ikke længe.
Allerede i morges, kun to dage efter skolestart, havde vi den første kamp.

Lille C var bestemt ikke i humør til at stå op og gå i skole.
Og undskyldninger og bortforklaringer har der altid været nok af i den lille pige.

For det første havde hun overhovedet ikke sovet hele natten, den stakkel. Heller ikk de to gange vi havde været inde for at kigge til hende og det i den grad så ud som om hun sov. Nej der havde hun så ment bare snydt os, hvis du spørg hende.

Så vi ku jo nok forstå at hun var rigtig meget træt.
Det kunne vi sagtens, men som de irriterende og dumme forældre vi nu er, mente vi at det nok ville blive bedre når først hun kom op og i gang.
Og så skal jeg ellers lige love for at uvejret brød løs i den lille dame.

Der røg gloser som
"Det er den værste dag i mit liv"
"Jeg vil ikk i skole"
"Jeg er syg"
"Jeg kan ikke gå"
"Jeg vil ikk have tøj på"
"Jeg kan ikkeeeeeeee!"
Rundt om ørene på os...
Behøver jeg sige hvordan det lød, da hun til sidst fik valget om at tage tøj på eller gå i skole uden???

Det stakkels barn kom afsted, ikke særlig tilfreds og med en aftale om at hun kunne få lov at ringe til sin far når skolen var slut, hvis hun ville hjem og sove. Så nu er jeg spændt på at se hvad dagen bringer. Mon ikk hun er frisk og fiser rundt med de andre børn, selv efter skole? ;-)

Hvor blev tiden af???

Så er første skoleuge gået - det er super spændende, dejligt at være i gang igen, lærer noget nyt, lærer en masse nye mennesker at kende og have en mission med livet igen. Men det er godt nok også svært...
Det kræver alle mine kræfter hver evig eneste dag. Bare det at tage tog og metro en ny vej, sendte mig fluks hjem i seng den første dag.
Jeg må erkende at jeg ikke har de samme kræfter som før jeg gik ned med stress. En lur midt på dagen er blevet et must og det kan jeg bare ikke længere.

Men jeg håber og tror på, at jeg kan træne mig op til det igen, så derfor klør jeg på. Jeg er ikke færdig med at udleve drømmen.

Men det betyder også at der intet mig-tid har været i denne uge. Alle pumperne køre for at klare skolen og derefter pligterne som mor. Så når børnene sover, så sover jeg...

Og weekenden skulle desværre vise sig, heller ikke at være for mig. I går var vi til fødselsdag hele dagen, så i dag, søndag, skulle alt det der har hobet sig op i ugens løb jo ordnes.

Og hvor har jeg dog følt mig alene og ikke særlig værdsat af min skønne familie.
Drømmemanden valgte at tilbringe søndagen i sengen med yndlingsserien - jeg kan godt forstå ham. Hvor ville jeg ønske at jeg også kunne ligge og flade ud på den måde.

Pigerne har leget ude hele dagen og jeg har ryddet op, gjort rent, vasket tøj, bestilt varer til næste uge, tjekket op på forældreintra, ordnet skabet under køkkenvasken (dét trængte virkelig), renset vaskemaskinen, lavet mad og gået med hunden.

Sen sen eftermiddag fik Drømmemanden da også en lille opsang, som han heldigvis tog til sig, for her var jeg nødt til at kaste håndklædet i ringen og ligge mig en halv time. Så mens jeg, efter luren, lavede aftensmad,  smurte han madpakker til i morgen og sammen fik vi alle 4 spidset blyanter og gjort pigerne klar til deres første skoledag i morgen, som de i øvrigt glæder sig til.

Men så var det ligesom om at luften gik ud af Drømmemanden igen.
Så lille C og jeg tog opvasken, pølesehornene som vi skulle have lavet i dag til ugens madpakker, besluttede jeg mig for at gemme til i morgen. For nu var det tid til at jeg skulle have puttet de kære børn. Drømmemanden havde nu fundet sig til rette foran fjernsynet i sofaen - hvem ville ikke gerne bruge søndagen med bare en halv times fjernsyn???

Da pigerne var lagt tænkte jeg taktisk, at hvis jeg fik overstået aftenturen med hundebassen, ville der kun være mig selv at tænke på resten af aftenen. Så jeg sprang i skoene og tog hunden ud på en travetur.

Hvad jeg ikke havde forudset var at både klokken og min energi var total imod mig da jeg vendte tilbage. Og tænk engang - mens jeg sad i køkkenet og prøvede at samler kræfter, smuttede Drømmemanden da selvfølgelig lige i bad. Og endnu værre - mens jeg sad og ventede på han blev færdig så jeg kunne få lov til at pleje mig selv lidt, med et dejligt varmt bad - valgte jeg at kigge lidt rundt på min tlf (Facebook, hay day osv) kun for at erfarer at da jeg kiggede op igen, var alt lys slukket, Drømmemanden var gået i seng og lå nu og slappede af i det nyvaskede sengetøj og så serier (igen) inden han skulle sove!!!
Helt forladt sad jeg der i mørket og alle muligheder for at gøre bare en af de ting jeg havde set frem til en hel uge, var definitivt taget fra mig.

Jeg vil godt afslører at jeg var så rasende, ked af det, træt og skuffet, at jeg ikke kunne lade være med at fælde en lille tåre.

Gud hvor jeg håber (og stadigvæk tror) at det bliver nemmere med tiden og at et eller andet geni snart opfinder den selvtænkende mand.

Nu må jeg hellere trisse ind i seng, så jeg er klar til alt det den nye uge har at byde på...

Jeg sender 1000 tanker til alle I andre seje og stærke kvinder derude ♡ Håber I har haft en lidt sjovere søndag end mig ;-)

Når mor vs. far holder fri - den lille forskel

Nu har jeg jo gået hjemme i lidt over et halvt år og ikke lavet dagens gode gerning.
Jeg er som jeg før har beskrevet, på ingen måde den fødte husmor.
Så det der med at have 20 projekter i gang og nyde alt den ekstratid man har som hjemmegående, blev erstattet at lange dage på sofaen.

 

Når Drømmemanden vendte hjem efter en lang arbejdsdag, havde jeg mere end svært ved at udholde den dårlige samvittighed indeni mig.

Når han spurgte hvad jeg havde lavet måtte jeg endnu engang, med bukket nakke, indrømme at jeg igen havde lavet ingenting!

 

Nu er jeg startet i skole og helt tilfældigt har Drømmemanden fri i denne uge. Ingen børn hjemme, bare ren ferie så han kan slappe af og lave ingenting.
Den første dag han sagde han ikke havde lavet noget, var det da også helt forståeligt. Jeg under ham virkelig denne lille pause efter at han har knoklet mens jeg bare har gået herhjemme og brokket mig.

Men nu - den 3 dag (hvis vi vel at mærke ikke tæller fredag og weekenden med, hvor han også havde fri) hvor han stadig ikk har lavet noget som helst, må jeg indrømme at dampene begynder at ryge ud af ørene på mig.

For den lille forskel på mor og far er at når jeg siger ingenting! Så bliver der stadig:

Vasket tøj
Støvsuget
Ryddet op
Lagt tøj på plads
Skiftet sengetøj
Tømt opvaskemaskine
Handlet ind
Osv osv

 

Alle de der små vigtige ting der sikre at vi ikke render rundt i møg, sker jo ikke med magi...

Så når jeg siger ingenting! Så er det fordi jeg ikk har haft overskud til andet end det der lige ligger på rygraden og som jeg kunne gøre i søvne.
Når Drømmemanden siger ingenting! - ja så mener han faktisk INGENTING!

Selvfølgelig har han ikke handlet vaskepulver og en ny gulvmoppe, som vi har snakket om de sidste par dage - det kan vi jo køre ud og købe sammen når jeg har fri. Og selvfølgelig har han ikke købt pasta som var det eneste vi manglede til aftensmaden - det køber vi da efter vi har været i Bilka efter gulvmoppen. Der røg den lille times ro jeg ellers ville have haft inden pigerne kom hjem.

Og selvfølgelig har han heller ikke tømt opvaskemaskinen og sat den nye opvask ned - det kan jeg da lige gøre mens jeg alligevel lige sætter varene på plads og han laver et lille diskret forsvindingsnummer.
Og selvfølgelig har han ikke støvsuget - så det kan jeg lige ordne efter aftensmaden, mens han laver endnu et af sine imponerende forsvindingsnumre.

 

Behøver jeg sige at jeg glæder mig til at han et færdig med at holde ferie og lave ingenting! ? ;-)

Hvis nogen har opskriften på hvordan man trænger igennem til en mand, så send den bare herhen til en træt og i disse dage enlig mor til 3 :-)

Så vender vi skuden!

Nogle gange er man nødt til at acceptere at det ikke altid går som man planlægger det. Og så må man jo tage nogle nye skridt.

Så efter snart 1 år med alt for mange bump på vejen,  en karriere der bare kom længere og længere væk pga manglende elevplads og en drøm der bristede mere og mere for hver dag der gik og stille medførte til stress og onde tanker - har jeg valgt at vende skuden.

I mandags stod jeg endnu en gang med en vrede over systemet, en skuffelse over mig selv og en afmagt overfor arbejdsmarkedet. Det her med at være arbejdsløs har kørt mig så langt ned nu at der kun var 2 muligheder tilbage for mig.

Enten kunne jeg fortsætte med at være et nr i systemet mens jeg for hver dag der gik, forsvandt mere og mere væk.
Eller jeg kunne stå på egne ben og erkende at uanset hvor hårdt det hele er, er jeg den eneste der kan ændre det.  Der kommer ikke nogen og tager mig i hånden og hjælper mig ud af det her smertehelvede som jeg er havnet i.

Så jeg valgte det sidste. Et valg der krævede at jeg så mig selv i øjnene og endnu engang måtte vælge en ny vej at gå. 
Jeg fandt tlf nr til en skole,  ringede op og spurgte om de havde nogle ledige pladser. Og det havde de sørmer. Jeg skulle bare møde op på skolen mandagen efter.

Så på mandag starter jeg i skole igen. Og jeg glæder mig så meget. Jeg får udviklet mig, lært noget mere og kan bruge rigtig meget af det til at opfylde min drøm om en dag at arbejde med markedsføring. Det er aldrig dumt at lærer mere.  Samtidig har jeg sikret min økonomi (ikke så vi bliver velhavende,  men vi kan overleve nu igen) og sidst men ikke mindst får jeg igen en hverdag at stå op til.

Det betød dog også at den sidste uges sommerferie med pigerne,  som skulle bruges til at gøre alt klar til skolestart, pludselig forsvandt. Så da vi hentede pigerne i dag efter en uges ferie hos mormor og morfar,  tog vi et hurtigt smut forbi Bilka. Og en halv time senere havde vi igen opbygget et lager af skoleartikler til pigerne og mig selv.  Hurra for Bilka der altid har alt hvad man bruge. 

Nu slapper vi af. Pigerne nyder at være hjemme igen og jeg nyder at hører dem pusle rundt, tigge slik, skændes og lave ballade igen - efter en uge væk kan man igen elske alt ved sine børn.  Bare rolig det er ovre igen i morgen ;-)