Det kan man åbenbart rigtig hurtigt, og endda helt uden at ligge mærke til det.
Fra den ene dag til den anden, skete det for mig. Lige pludselig gik jeg i stå, jeg blev ked af det, træt og kunne ikke tage mig sammen til noget som helst.
Tanken "rejs der nu op og gør det" eller "du kan jo bare lige - og så får du det bedre" er en rigtig god tanke at have. Men hvad gør man når "bare lige" ikke længere er muligt? Hvad gør man når, man godt ved hvad der er rigtigt og hvad der skal til, men det er umuligt at gøre det?
Man græder. Og man græder rigtig meget.
Så skælder man sig selv ud, prøver lidt igen at gøre "bare lige" for at erfare at det stadig føles som en umulighed. Og så skælder man sig selv ud igen.
Alt omkring mig er gået i stå og jeg har det så dårligt. Der er altså noget om midtvejskriser, selvom jeg altid har synes det var noget værre fis. Men tanken om at være fyldt 30 og stadigvæk ikke have drømmejobbet i hus, piner mig så meget at jeg til sidst uden at være klar over det gav fuldstændig op.
For hvert afslag jeg fik fandt jeg en ny ting ved mig, som nok var det de ikke havde brudt sig om. Når men så fjerner jeg bare lige det - og pludselig var der intet ved mig der var godt nok. Og hvad er så formålet med at stå op om morgenen?
Alle omkring siger hele tiden "hvorfor gør du det ikke bare?" Og det eneste og dummeste jeg kan svarer tilbage er "det ved jeg ikke!"
Al forståelse fra omverdenen forsvinder lige så stille. Jeg har meget få (2-3) personer i mit liv, som oprigtigt ser hvordan jeg har det, men selv for dem er det svært at forstå og ingen ved jo hvad de skal stille op. De prøver sig lidt frem, gør deres bedste, presser lidt på den gode måde og det eneste jeg svarer tilbage med er en ligegyldighed ud over det sædvanlige og et "ja jeg lover dig jeg nok skal gøre det" velvidende om at selvfølgelig gør jeg ikke det.
Nu har jeg så været oppe og stå skoleret hos min sagsbehandler. Efter et halvt år overladt til mig selv, var det vidst også mere end på tide. Og til min store forskrækkelse begyndte jeg at græde. Jeg prøvede at skjule mine tårer, men det var simpelthen alt for hårdt og sidde og sige højt at jeg ikke kunne finde et job, at jeg var bange for aldrig at blive til noget, at jeg synes jeg var dum, at jeg glemte og at jeg ingenting fik lavet derhjemme mere.
Jeg har aldrig haft så meget fritid og mit hjem har aldrig været mere rodet. Jeg gør ærligt INTET! Så er det sagt. Jeg er gået fuldstændig i stå.
Sagsbehandleren spurgte hvad jeg havde brug for og jeg kiggede på hende og sagde "et arbejde"
Jeg er et menneske der får energi af at arbejde og det her med at gå hjemme ødelægger mig mere og mere.
Så på 0,5 blev det arrangeret at jeg kunne komme ud i praktik. Det eneste de havde ledigt var i en kantine, men så kan jeg forhåbentlig allerede starte i næste uge - så selvfølgelig sagde jeg ja med det samme.
Oveni fik jeg en mentor fra kommunen, som kontakter mig i nærmeste fremtid for at hjælpe mig i gang igen.
Jeg er helt fyldt op af alle indtrykkene. Føler mig spændt, føler mig glad og føler jeg har grædt i 14 dage, selvom det kun var max 5 min. Men jeg tror min krop har fået en eller anden forløsning. Nogle ved hvordan jeg har det nu, de tog det til sig og de valgte at hjælpe mig.
Nu kan det kun gå fremad igen og jeg glæder mig så meget til at komme ud og se hvad livet har at tilbyde mig nu :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar