Sikke en måned

Jeg har ikke været herinde og skrive i rigtig lang tid nu, så jeg prøver lige at opdatere bloggen.
Men  hold nu op for en måned det har været og så er der altså ikke lige hverken tid eller overskud til at skrive herinde - det beklager jeg.

Pigerne skulle som sagt starte til helte træning d. 27/9. Vi havde alle glædet os og træningen gik fantastisk. Store C elskede det og sprang lige ud i alle udfordringer med begge ben. Lille C der imod, var med noget af vejen, men på et tidspunkt blev hun usikker og gik ud. Men helte træning går ud på at ændre sine mønstre, så når lille C bliver nervøs og vælger at gå væk fra det uvante er det en dårlig vane hun har fået pålagt sig. Derfor blev en af de større piger på holdet, hurtigt bet om at gå hen og tage lille C i hånden og få hende tilbage i cirklen. Det virkede og jeg kunne faktisk også se på hende at hun var lettet over at blive udfordret til at fortsætte, selvom hun var lidt nervøs.

Pigerne lærte alle mulige fantastiske ting. De skulle balancere med en pap tallerken på hovedet, de skulle hoppe rundt og lave forskellige øvelser på en forhindringbane, de skulle danse, lave kung fu øvelser - igen med en pap tallerken og mange andre spændende ting. En af de ting de også lærte var, at springe over en forhindring med en hånd, hoppe ned og derefter ave et rullefald. Virkelig sejt.

Det var en fantastisk time og bagefter var vi alle så opstemte og fulde af energi, så selvfølgelig fortsatte vi legen på vejen hjem af. Pigerne var vilde med at vise især deres far, hvor mange seje ting de havde lært og Drømmemanden var der heller ikke længe om at hoppe med på udfordringerne.
På bænken hjemme i gården øvede pigerne i at springe over hjørnet og det skulle Drømmemanden da være med på. Store C foreslog at han lavede et rullefald når han var hoppet ned og så var det at en god dag med et blev til en af dem man aldrig glemmer.

For da Drømmemanden laver sit rullefald, går der et eller andet galt. Han udbryder pludselig "av der skete noget med min skulder" og bliver liggende sammenkrøllet på græsset. Der går under 10 sek fra hans udbrud, til han rejser sig op og jeg forstår at det ikke bare var et almindeligt "av"
Drømmemanden er pludselig blevet askegrå i hovedet og man kan ikke komme ordenligt i kontakt med ham. Han vil bare op i lejligheden, så jeg får pigerne, som også har spottet alvoren, med op i en fart. Drømmemanden vil ligge sig på sengen for at sunde sig, men selv denne simple ting er umuligt for ham og han må opgive. I situationer som denne, forstår man pludselig hvad folk mener når de siger at hjernen går på automat pilot. I en vending får jeg hjulpet Drømmemanden af med jakken, sendt pigerne ned til underboen og ringet 1813. Som en lille note, vil jeg ovenpå alle de mange historier om 1813 gerne tilføje at den behandling vi fik da jeg for første gang fik behov for nummeret, var intet mindre end fantastisk. Damen i tlfén navigerede mig hurtigt til nærmeste sygehus uden ventetid. Ikke den skadestue vi selv havde valgt pga afstanden, men hvo er jeg glad for at hun havde overblikket over, hvor det var bedst for os at køre hen.
Drømmemanden fik noget smertestillinde, jeg fandt en flaske vand og en pose, til hvis han blev mere dårlig og nåede lige ned og aftale med underboen at pigerne blev hos dem. Store C sad helt forskrækket på sengen og var meget påvirket af situationen. Jeg kunne se at hun holdt og fattet og var den "store" nu der skulle passe på sin lillesøster. Men inden i var hun en lille og meget skræmt pige. Mit moderhjerte græd som pisket over at skulle forlade mine piger på denne måde. Så ens jeg fik hentet Drømmemanden, så vi kunne komme afsted, fik jeg også lige ringet min veninde op, er lovede at køre hen til pigerne med det samme. Det var meget bedre.

Alt var på plads og vi ankom på skadestuen, der med det samme tog ham ind. Vi havde vores egen teori om at skulderen var gået af led og jeg prøvede at trøste Drømmemanden, med telefon damens ord om at han ville få nogle vægte der skulle sætte dem på plads. Jeg har før hørt at det gør drønende ondt når skulderen går af led, men det er heldigvis hurtigt overstået når først den er på plads igen. Så alt skulle nok gå.
Desværre viste røntgen billederne at det ikke var noget der kunne ordnes her og nu.
Det var nogle ledbånd imellem skulderen og kravebenene som havde forstrukket sig over 1.5 cm og det kan man åbenbart ikke bare lige reparere. Så kuren var 6-9 uger med armen i slynge, så skulle det meget gerne selv vokse sammen igen og ellers skulle der en operation til.

Så det blev til 6 uger i smertehelvede for Drømmemandens side af, hvor han de første 4 uger ikke lavede andet end at ligge i sengen. Ganske kort kunne han være oppe, men det var alt for hårdt og efter lidt tid måtte han ligge sig igen.
6 uger hvor jeg måtte stå for alt, og Drømmemanden måtte nøjes med at tilbyde at lave en kop kaffe til mig i ny og næ og ellers nusse mig på ryggen som trøst.
De 2 første uger, var det - udover at jeg stod alene med alt lige fra at handle ind, lave mad, sende pigerne afsted om morgenen, lufte hunden, rydde op, gøre rent, ordne vasketøj, lave lektier, putte pigerne i bad og seng, passe Drømmemanden, der bestemt ikke syntes det var fedt at ligge stille - også en udfordring for pigerne. Store C havde i den grad fået forklaret at det på ingen måde var hendes skyld det der var sket og hun tog det efter nogle dage ganske pænt. Lille C er imod var meget påvirket af at se sin far skadet. Hun ville hænge på mig konstant, ville ikke se sin far, ville ikke gå alene nogle steder (ikke engang herhjemme) hun ville ikke sove alene og hun havde tonsvis af spørgsmål.

Ulykken skete belejligt nok, selvfølgelig præcis en uge før at et yoga center i Roskilde skulle åbne og i den forbindelse havde jeg fået lov til at være med som projektleder. Alt imens dette optog al min energi hjemme, stod jeg med facebook side, avisannonce, flyers, hjemmeside, månedskort, samtaler med yoga instruktører, sponsor aftaler og diverse andre planlægninger, som skulle gøres klar til åbningen. Alle reservepumperne var i gang og lige så hårdt som det var (især når man som jeg, står uden noget netværk der kan bakke op og hjælpe lidt i hverdagen, når det kniber), lige så fedt var det.
Åbningen blev en succes og det var intet mindre end en fantastisk oplevelse. Jeg kan godt afslører at jeg er en smule stolt af min præstation ;-)

Der gik da heller ikke mere end 2 dage efter åbningen, før jeg fik pustet ordentligt ud, tænkt den sidste uges udfordringer igennem og græd og græd, som kun os tøser kan, af overvældelse.

Men vi slutter bestemt ikke her, hvorfor skulle vi dog det? Oktober var jo først lige gået i gang. Det nemmeste er måske at lave en lille kalender fortælling for resten af måneden, inden dette oplæg bliver kilometer langt - så altså

D. 3/10   - Hot N´ Yoga åbnings reception
D. 10/10 - Efterårsfest i 2. klasse, med græskar udskæring, aftensmad, natteløb og bål med varm kakao - et fantastisk arrangement i øvrigt, er så ked af at vi var så trætte og fyldt op den dag.
D. 11/10 - Helte træning - direkte videre til barnedåb, hvor vi havde meldt forsinket ankomst i forvejen - og slutteligt min venindes 30 års fødselsdag
D. 12/10 - Om formiddagen fik vi besøg af Drømmemandens lillesøster, som var på besøg fra Fyn af - eftermiddagen stod på min nevøs børnefødselsdag
D. 13/10 - Efterårsferie - besøgte oldefar
D. 14/10 - Endelig hygge med pigerne, hvor vi gav den max gas med trylledej, græskar, samt oprydning  og ommøblering af lille C´s værelse
D. 15/10 - I sommerhus med pigerne. Pigerne var inviteret i sommerhus af deres granfaster, så vi kunne få lidt ro og fred og pigerne kunne få nogle oplevelser og hygge. Det er så skønt når der er nogle kærlige mennesker omkring en der griber ind og hjælper på den måde. Vi brugte første dag sammen med dem, hvor vi fik handlet ind til ugen og om aftenen tog vi ud og spiste alle sammen.
D. 18/10 - Svendegilde + 20 års fødselsdag hos min fætter, med hele den pukkelryggede familie
D. 19/10 - Hente pigerne fra sommerhus igen
D. 20/10 - Drømmemanden var hos lægen og fik grønt lyst til at arbejde om ca 2 uger. Skulderen ser ud til at sætte sig fint på plads igen - jeg tror ikke jeg beskrive hvilken lettelse det gav os.

Og nu mangler vi bare næste weekend, som byder på kusinehygge aften lørdag og pigerne skal til deres morfars fødselsdag søndag. Så det er forklaringen på stilheden herinde, det sidste stykke tid, Puha - det var en streng måned og igen, jeg kan godt forstå nu, hvad folk mener med at automatpiloten slår til :-)

Heltetræning

I dag fik vi os godt nok noget af en overraskelse. Som noget vi sjældent gør, fordi vi ofte dovner den til langt opaf dagen i weekenden, gik vi en tur ned i hovedgaden efter morgenmaden. Jeg skulle ned i helsebutikken og se på nogle ting og det tog da heller ikke lang tid, før posen var fyldt og vi gik hjem ad igen.
En dejlig morgentur, med den sidste milde sol, grønne bade og glade børn - det er skønt at være oppe og i gang fra starten af, og hver gang spørg jeg mig selv om, hvorfor vi dog ikke gør dette noget oftere?!?

Da vi var næsten hjemme, ville pigerne gå balance på nogle cykelstativer. Vi stod der, i vores egen lille verden og pjattede, da en mand pludselig kom hen til os. Jeg havde ikke rigtigt noget at spotte ham, da han pludselig spurgte om vi boede i nærheden og hvad pigerne normalt lavede lørdag formiddag... Øhhhh????

Men heldigvis lod vi tvivlen komme ham til gode, for det viste sig at han var indehaveren af den nye helteskole. Jeg har læst om det før og tænkt at det bestemt ville være noget for min piger - især store C. Han havde også spottet store C, og han var vild med hende. Han ville have hende på sit hold og på 0,5 havde han selvfølgelig fået os overbevist. Det var helt utroligt, hvad han kunne stå og fortælle om vores piger, som han kun havde set i noget der svarer til 10 min. Men han ramte bullseye med alle sine antagelser. Meget imponerende.

Store C virker som en stærk pige, når man møder hende. Men inden i er der en masse uro og utryghed. Hun er fuld af selvtillid og tør de mest vanvittige ting. Fx er det intet problem for hende at stille sig op og holde en tale foran 20-50 mennesker. Hun elsker at performe og en gang til sfo´ens talentshow, hjalp hun pædagogen med at udfylde ventetiden, da noget teknisk gik galt, ved selvfølgelig lige at synge en lille sang. Hvem gør det foran 200 mennesker?
Men underligt nok. Lige så meget selvtillid hun har, lige så lavt selvværd har hun. Det er inspirerende, på sin vis, at spotte et barn der er så dygtig, evigt glad og super modig, kæmpe med at hun ikke føler hun er god nok. Hun er ikke som de andre. Og nej det har hun nemlig helt ret i. Hun er helt sin egen og mit største ønske for hende er at hun en dag accepterer at det er helt okay at gå ud af normen. Det og så skal hun lærer at slappe af. Hun skal lærer at der er tider hvor man performer og så er der tider, hvor man er koncentreret og lytter. Hun skal lærer at mærke efter indeni sig selv, å det hele ikke altid skal kører med 180 i timen.

Det er lige præcis det helteskolen går ud på og Karim (træneren) spottede alt dette i mit skønne barn, på blot 10 min. Alle de tanker om at hun er unik, men står med nogle kæmpe udfordringer foran sig, om at få disse kvaliteter til at spille sammen. Lærer hvornår tiden er til de forskellige ting og lærer at være i balance med sig selv - for når hun lærer det, vil ingen k
unne stoppe hende. Alt det havde han allerede fanget og han var mere end ivrig efter at få hende på holdet.
Selv Drømmemanden var imponeret og der skal ellers meget til.

Lille C kæmper med nogle andre ting, så selvfølgelig skulle hun også med. For lille C er det sjovt nok lige omvendt. Hendes selvværd er så højt og hun er stjernen i sit eget liv. Det er gode evner at have, hvis det ikke går ud over selvtilliden, som det desværre gør i lille C´s tilfælde. Hun kan ikke bærer at lave fejl, der er ikke plads til fejl i hendes verden og derfor undgår hun desværre mange ting. Det der med at prøve sig frem er ikke en mulighed for lille C. Hun skal kunne det, ellers gør hun det ikke - punktum.

Jeg glemmer aldrig da hun skulle starte i 0. klasse. Vi havde fået et brev med hjem, hvori der stod at man 1) skulle lærer en lille sang 2) gerne måtte tage en blomst med der kunne pynte i klassen.
Sangen havde vi øvet og øvet og øvet på, men alligevel gav den så mange mavesmerter hos den lille pige, der var bange for at hun ikke kunne huske den, at vi måtte aftale med hende at man bare kunne synge helt stille, så var der ingen der opdagede, hvis man sang forkert. Jeg tror stadig ikke vi havde fået hende ind i den gymnastiksal med hende, hvis vi ikke havde lavet den aftale.
Blomsten vi havde valgt at tage med, var den fineste lille hvide mini-orkide, som vi havde sat i en fin lille lyserød urtepotte. Længe havde hun gået og beundret blomsten og hun syntes den var noget af det smukkeste. Da vi skulle afsted, tog hun glad og ivrigt posen hvor blomsten stod i. Hun var spændt på at starte i skole og spændt på hvor hendes blomst mon skulle stå i klassen.

Men da vi kom over i den store gymnastiksal, hvor alle børnene sad på gulvet og fik læst historie op af inspektøren, fik jeg pænt overrakt posen med blomsten - den kunne jeg lige holde. Og da børnene alene skulle gå med deres nye lærere ned til klassen, ville hun på ingen måde have sin blomst med. Den skulle blive i posen og ingen måtte se den, så jeg beholdte den og vinkede farvel til hende.

Da vi senere kom ned til hendes klasse, havde hun fået dannet sig et godt overblik over de andre børns blomster, hvordan de så ud og hvor de var blevet stillet henne. Nu måtte hendes blomst endelig komme op af posen og den fik en fin plads på kommoden lige ved siden af hendes nye plads.
Og sådan er de altid med lille C - som heltetræneren sagde "De to piger har lige præcis det den anden har brug for" og det er sjovt, for sådan havde jeg aldrig tænkt på det, men jeg må give ham fuldstændig ret.

Det var noget af en oplevelse at blive spottet på den måde på gaden, og på lørdag skal pigerne naturligvis til deres første heltetræning.