Dumme unge mor

I går havde vi en oplevelse, hvor store C, endnu engang, mindede mig om at hun er på vej til at blive en meget stor pige. Jeg ved godt alle de farlige ting er lige om hjørnerne, men når hun pludselig siger eller gør ting, der tydeligt minder mig at en teenager er på vej, er jeg alligevel ved at falde ned af stolen af skræk - hver gang.
Denne gang faldt bomben, heldigvis, mens vi var på besøg hos mormor og morfar. Så denne gang var jeg ikke alene om at være den dumme mor, med løftet pegefinger. Det var rart at blive bakket op af de hellige bedsteforældre, som store C mener er de eneste voksne med forstand, lige for tiden. Så vi fik en god snak med hende om alt det man skal være forsigtig med, når man er ved at blive stor.

Jeg har som ung mor, mødt mange fordomme. Og størstedelen af min omgangskreds, begyndte da også først at få børn mellem 8-10 år efter mig, så jeg kan sagtens se det store spring. Men trods de mange år der er gået og trods det at jeg nu har været mor i 12 år og endda er mor til 2 store skolepiger, føler jeg aldrig rigtig at den unge mor rolle vil slippe mig.

Nu er jeg 30 og står med en pige der er i en alder, hvor det i den grad handler meget om mobning, makeup/ingen makeup, Justin Bieber vs One Direction, bryster, shoppeturer vs barbie dukker - Og inden jeg får set mig om, drenge, konfirmation og alkohol. Jeg er skræmt fra vid og sans og NU føler jeg mig ikke gammel nok.
Jeg er sikker på at mine veninder, som blev mor som 28 årige helt sikkert er meget bedre til at tackle det når deres små nuttede blenumser kommer i puberteten.

Men jeg klarer den jo - for det skal jeg! Og jeg kan da godt se, når "kriserne" er overstået og første chok, af at blive mindet om tiden der går, har lagt sig, at jeg jo trods min frygt og usikkerhed, alligevel klarede det ganske glimrende - igen.

Mon min frygt skyldes min unge alder, eller det at jeg er mor? Mon alle mødre, uanset alder, føler en form for usikkerhed, hver gang de står i en ny situation, de lige skal finde ud af hvordan de skal gribe an? For uanset alder, prøver vi det jo alle for første gang på et tidspunkt.
Jeg må fortsætte min nervøse vej som mor og håbe på at jeg ikke er den eneste der føler mig lidt usikker, for hvert første skridt jeg tager. Og så må jeg stole på at det fortsat vil gå lige så godt, som det har gjort indtil videre, hvor jeg også har været usikker et hav af gange ;-)

For en ting er i hvert fald sikkert - store C har, trods de mange chok og bekymringer hendes alder bringer med sig, vokset og udviklet sig til en fantastisk, fornuftig og klog ung pige. Hun gør mig så stolt og selvom hun er en anelse overmodig, hvis I spørg mig, så har hun har hjertet på helt rette sted. Jeg er sikker på hun nok skal få lavet en masse fejltagelser og lærer af bitter erfaring, præcis som hendes mor gjorde- og imens, vil jeg stå lige her og samle hende op, hvis hun falder. Jeg vil lade hende svømme over af gode råd og glæde mig over at se hvordan hun vil prøve det stik modsatte - bare fordi hun kan. Jeg vil støtte hende i medgang og modgang og ivrigt stå på første parket, når hun tager sine første skridt imod den store nye teenage verden, der ligger lige for an os.